EnergiWatch

Franske politikere vil indskrive klima i forfatning

Nationalforsamlingen stemmer ja til klimaforslag, men det kan blive sværere at få gennem Senatet.

Foto: Jean-Marc Haedrich/AFP / POOL

Medlemmerne af den franske Nationalforsamling har tirsdag stemt for en vidtrækkende lovpakke, der skal ende med, at klima bliver skrevet ind i Frankrigs forfatning.

Pakken udspringer af et borgerpanel, der har fremsat forslag om, hvordan CO2-udledningen kan nedbringes.

391 af de 577 medlemmer i Nationalforsamlingen stemte for. 47 stemte imod, mens 115 afstod fra at stemme.

Præsident Emmanuel Macrons regering har tilføjet en ændring om, at Frankrig "garanterer miljøbeskyttelse og biologisk diversitet og vil bekæmpe klimaforandringer".

Nu skal lovforslaget videre til Senatet, der udgør den anden del af det franske parlament. Men her venter der en vanskeligere politisk kamp.

For mens det i Nationalforsamlingen er Macrons parti, La République en marche (LREM), der har flertal, er det i Senatet det konservative parti Republikanerne.

Højrefløjen er knap så glad for ordet "garanti", når det handler om miljøbeskyttelse og global opvarmning. Det risikerer at ramme det private erhvervsliv, mener Republikanerne og højrefløjslederen Marine Le Pen.

Senatet skal ikke drøfte forslaget før til maj. Hvis det bliver vedtaget, kan det komme til folkeafstemning i september.

Præsident Macron oprettede borgerrådet som en reaktion på kravet om mere direkte demokrati. Det kom i kølvandet på protestbevægelsen De Gule Veste, der holdt store demonstrationer i Frankrig i 2018 og 2019.

Borgerrådets topprioritet har siden juni været forslaget om en ændring af forfatningen til at omfatte klimaforpligtelser og at gøre ødelæggelse af naturen kriminelt.

Præsidenten har lovet en folkeafstemning om forfatningsændringerne, hvis det bliver vedtaget i begge parlamentets kamre.

 

Østrig fastholder veto mod EU's største handelsaftale

Energikoalition med CMA CGM øjner de første resultater på klimaprojekter

Siemens Gamesa bekræfter ordre på halv gigawatt 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs