Internationale topforskere advarer mod biomasse

Stop afbrænding af biomasse i kraftværker. Det skader klimaet, lyder det i en appel fra 500 førende forskere.
Foto: PR Geminor
Foto: PR Geminor
AF RITZAU

For Danmark og andre lande har biomasse især i form af importerede træpiller været en nem og hurtig måde at slippe af med de svinende kul.

Men det er fuldstændig forfejlet at tro, at afbrænding af træpiller, halm og flis i kraftværkerne er CO2-neutral og gavner klimaet.

Tværtimod, lyder det nu i et internationalt opråb fra flere end 500 førende forskere, heriblandt en håndfuld danske. Appellen er rettet til USA's præsident, Joe Biden, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Blandt forskerne er professor Carsten Rahbek, lektor Hans Henrik Bruun og seniorrådgiver Thomas Læssøe, alle Københavns Universitet, og professor og centerleder Jens-Christian Svenning, Institut for Biologi ved Aarhus Universitet.

Brevet offentliggøres torsdag i en række lande. Heri opfordres EU, USA, Japan og Sydkorea til at stoppe brugen af biomasse. EU er lige nu ved at revidere sin strategi.

- Vi opfordrer jer til ikke at underminere såvel klimamål som verdens biodiversitet ved at skifte fra fossile brændsler til at brænde træ for at fremstille energi.

"Talrige studier har vist, at denne afbrænding af træ vil øge opvarmningen i årtier og århundreder. Det gælder også, selv om træet erstatter kul, olie eller naturgas," lyder det fra forskerne.

Træer og planter opsuger CO2 fra luften, når de vokser. Men klimagasserne frigives til atmosfæren igen, når træet brændes af. Det varer årtier, før den samme mængde CO2 bindes i nye, langsomt voksende træer, påpeger forskerne.

Derfor udleder afbrænding af store mængder træ i disse år mere CO2 end de udskældte kul - og CO2-balancen genoprettes først langt senere i århundredet.

Carsten Rahbek, professor i biologisk mangfoldighed, har skrevet under, fordi mange andre lande ser til dansk energipolitik.

"Alle er meget fascinerede af Danmark og den måde, vi gør tingene på. Derfor er det vigtigt, at vi gør det rigtige og ikke det forkerte. Det forekommer at være en nem og billig løsning at brænde træ af, et superhurtigt fix – bortset fra, at det ikke virker," siger han.

Biomasse-energi er ikke løsningen, understreger han.

"Træindustrien og den forskning, der er relateret til erhvervet, maler guld og grønne skove. Vi praler af at være foregangsland, og der er mange fortællinger om, hvor CO2-neutral biomasse er."

"Men hvis vi ser på fakta og videnskabelige data, så er dette ikke en løsning. Det har Klimarådet også påpeget," siger Carsten Rahbek.

Han medgiver, at biomassen har hjulpet os med at få kullet ud af kraftværkerne. Men CO2-emissionen er ikke faldet.

"Selv om en kæmpe lobbyindustri forsøger at tegne et andet billede, har denne løsning store konsekvenser for klima og især biodiversitet. Hvis alle vælger den løsning, når vi aldrig målene i Paris-aftalen."

Danmarks høje forbrug af biomasse er blevet kritiseret af både forskere og græsrødder. Lørdag fastslog klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) så i Information, at "biomasse må og skal kun være en overgangsløsning".

"I dag står biomassen for mere end halvdelen af den varme, vi bruger i Danmark, så det er ikke nogen helt nem opgave," forklarer ministeren.

Dan Jørgensen: Biomasse må og skal kun bruges i en overgang

Billigt kul fyldte mere i Ørsteds kraftværker 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også