Der er kommet meget lidt grønt ud af det brede 10-årige forlig om "en grøn transportpolitik", der blev indgået i Folketinget i januar 2009 og som udløber i år – faktisk er "den gennemgribende reform" endt kulsort.
Det viser en status, Ingeniøren har gjort over planen, som skulle skubbe dansk infrastrukturplanlægning i en mere miljøvenlig retning ved bl.a. at sænke transportens CO2-udledning, sikre at trafiktilvæksten skete i den kollektive transport, gøre jernbanen pålidelig og moderne – og indføre grøn bilbeskatning.
"Hvis man ser på de overordnede intentioner, er det ikke gået så godt," siger lederen af DTU’s transportdivision, professor i trafikmodellering Otto Anker Nielsen til Ingeniøren.
Status er, at grøn bilskat fortsat blot er en drøm hos miljøforkæmperne. I stedet kom tre afgiftslettelser på bilkøb.
Der er kommet 600.000 flere biler på vejene, 160.000 flere familier har i dag mere end én bil, og vi kører 14 procent længere i dem. Og færre kilometer med bus og tog.
Den i forliget planlagte CO2-reduktion på mindst 700.000 ton er helt udeblevet, for transporten udleder lige så mange drivhusgasser som for 10 år siden – trods kraftigt forbedret brændstofeffektivitet.
Heller ikke Ingeniørforeningens transporttalsmand, Svend Tøfting, er imponeret over resultaterne af transportforliget – måske bortset fra politikernes evne til at bruge de knap 100 milliarder kroner, der blev afsat i forliget.
"På nogle få områder er det gået godt. Men på mange andre har de helt svigtet aftalen. Politikernes eneste fokus har været på at bruge pengene – resten har de glemt," siger han.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger i en skriftlig kommentar, at han er enig i, at der ikke er kommet meget ud af forliget.
"Problemet med 2009-aftalen var, at den ikke hang sammen med en samlet klimapolitik for transportsektoren. Det er begrænset, hvor meget man kan påvirke CO2-udledningen alene gennem investeringer i infrastruktur," siger han til Ingeniøren.
(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Ingeniøren)
Regeringen vil helst skubbe biobrændstof-slagsmål ind i efteråret
Nu bliver også lastbilerne elektriske - og det kan gå hurtigere, end du tror
En fjerdedel af alle nye bybusser skal være grønne i 2021