Regeringen hæver krav til biobrændstof i 2020 - og sænker det igen i 2021

Klimaministeren får kritik for nye krav, som kun gælder et år. S erkender, at den "et-årige lappeløsning" ikke løser problemerne.
Foto: PR / Drivkraft Danmark
Foto: PR / Drivkraft Danmark
AF DR - FORMIDLET AF RITZAU

Klimaminister Dan Jørgensen (S) vil fra næste år stramme kravet for, hvor meget biobrændstof der skal være i den benzin og diesel, vi fylder på vores biler. I dag lyder kravet på 5,75 procent. Men til næste år skal det hæves til 7,6 procent.

Men det skærpede krav gælder kun et år. For allerede i 2021 vil regeringen igen sænke kravet til 5,75 procent.

Det skriver DR Nyheder. Forslaget bliver torsdag førstebehandlet i Folketinget.

Forklaringen på frem-og-tilbage-politikken skal findes i EU-regler. I 2020 skal 10 procent af energi i transportsektoren komme fra vedvarende energi. For at leve op til EU-kravet er Danmark altså nødt til at blande mere biobrændstof i benzin og diesel. Men EU-reglerne gælder ikke fra 2021, og så vender Danmark tilbage til de gamle regler igen.

Dan Jørgensen har på forhånd sikret sig opbakning til loven fra et bredt flertal i Folketinget. Men regeringens støtteparti Enhedslisten vil ikke stemme for, fortæller energiordfører Søren Egge Rasmussen:

"Det er en molbo-løsning, der slet ikke er bæredygtig," siger han og påpeger, at det ikke vil gavne klimaet at skrue op for biobrændstof i benzinen:

"Den bæredygtige løsning er at elektrificere transportsektoren. Det havde været den gode løsning, der også ville kunne leve op til direktivet."

Ifølge Klimaministeriets beregninger kommer det til at koste staten 210 millioner kroner at hæve kravet til biobrændstof. Årsagen er, at der vil komme en mindre prisstigning på benzin og diesel. Ifølge ministeriets regnemodeller betyder det så, at der bliver solgt mindre brændstof, så staten får færre penge i kassen gennem afgifter.

"Vi får ikke noget ud af at spilde over 200 millioner kroner på at indkøbe rapsolie til at putte i benzintanken," siger Søren Egge Rasmussen.

Klimaminister Dan Jørgensen har ikke haft tid til at kommentere lovforslaget. Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Anne Paulin, giver kritikerne ret i, at "det ikke ser super kønt ud", men hun mener ikke, der er noget at gøre:

"Vi har en forpligtelse i forhold til EU, og det har vi tænkt os at leve op til. Jeg kan godt følge branchens kritik om, at man ønsker en mere langsigtet løsning, hvor der er fokus på reel CO2-fortrængning. Det er også det, vi gerne vil sætte i gang, så vi ikke skal lave en midlertidig løsning igen næste år," siger Anne Paulin.

"Den her et-årige lappeløsning løser ikke de udfordringer, vi står over for i vores transportsektor. Men den gør, at vi kan leve op til EU’s VE-direktiv, som vi har sagt, at vi vil leve op til," siger hun.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af DR)

Regeringens nye iblandingskrav kan tvinge palmeolie tilbage i brændstoffet

Brancheorganisation om klimaforslag: Det gør det bare dyrere at leve

Fra nytår overgår Danmark til E10

Brændstofbranchen: Vi vil have lovkrav om CO2-fortrængning

Professor: Vi bør droppe biobrændsel i benzin og diesel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også