Nyt projekt skal sikre kunstig energiø

Realiseringen af visionen om en kunstig ø i Nordsøen fyldt med vindmøller skal gøres mulig gennem et nyt projekt, der bliver ledet af DTU med deltagelse af blandt andet DI og Energinet.
Foto: PR - TenneT
Foto: PR - TenneT

Visionen om en kunstig ø i Nordsøen skal forsyne de omkringliggende lande med vedvarende energi har eksisteret længe. Nu skal et nyt projekt kaldet North Sea Energy undersøge, hvad der skal til for at gøre øen til virkelighed.

Projektet bliver ledet af Center for El og Energi på DTU Elektro med deltagelse af DI og Energinet i samarbejde med blandt andet Vestas, Siemens-Gamesa, ABB, NKT, Siemens, Ørsted og Energy Innovation Cluster. Her skal det næste halvandet år bruges på at finde ud af, hvilken forskning og teknologisk udvikling, der er nødvendig for at sikre en realisering af visionen.

"Med konceptet bliver det muligt at sikre grøn energi til det meste af Nordeuropa. Samtidig er der potentiale for et nyt Nordsøeventyr som afløsning for olien, og hvor den stærke danske energiindustri kan komme til at spille en central rolle. Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt kommer i gang med at kortlægge, hvilke teknologiske udfordringer, der skal overvindes, når de nye energiløsninger skal etableres, så danske virksomheder kan stå klar til at byde ind med de rette teknologier og ydelser," udtaler Jacob Østergaard, der er professor på DTU, i en pressemeddelelse.

Projektet har modtaget 2,2 mio. kr. i støtte fra EUDP, Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.

"Fra EUDP’s side er vi glade for at yde støtte til North Sea Energy Hub, hvor langsigtede danske kommercielle interesser ønskes varetaget med tilhørende behov for nye banebrydende teknologiske løsninger. Det er i tråd med EUDP’s strategi," fortæller Thea Larsen, der er formand for EUDP.

Visionen om den kunstige energiø så offentlighedens lys tilbage i marts 2017. Her underskrev TenneT Holland, TenneT Tyskland og Energinet.dk et såkaldt memorandum of understandment omkring et samarbejde om at undersøge potentialet for øen.

Ved præsentationen blev det fortalt, at der kunne placeres havmøller rundt om øen med en samlet kapacitet på op til 30 GW.

Op til 180 GW

Dermed skal øen fungere som samlingspunkt for de mange tusinde vindmøller. Det vil ifølge meddelelsen fra DTU have mange fordele.

F.eks. kan møllerne placeres langt fra kysten og i stedet placeres tæt på øen. Samtidig kan øen bruges til at etablere forbindelser til de omkringliggende lande, så energien kan flyde let mellem dem.

"Tanken er, at opbygningen sker modulvis, så det med tiden bliver muligt at udvide med flere øer, der kan udnytte det samlede vindpotentiale på op mod 180 GW havvind," skriver DTU i meddelelsen.

Ifølge meddelelsen bliver der i projektet blandt andet kigget på udvikling af teknologiske løsningen inden for energioverførselsmetoder og anvendelse af lagringsmuligheder. 

"Havvind er nu blevet så billigt, at det er en af de mest konkurrencedygtige former for energi i den grønne omstilling af Europa. Ifølge EU Kommissionen skal der bygges 400 GW havvind inden 2050, og Nordsøen er dermed udset til at være en af de vigtigste søjler i Europas energiforsyning. Det er en enorm mulighed for Danmark, danske forbrugere og dansk industri. Men det vil kræve nye tekniske landvindinger og løsninger, især på transmissionssiden, og dette projekt kan blive et vigtigt skridt på vejen," siger Ulrik Stridbæk, der er Vice President i Ørsted, i meddelelsen.

Projektet er sat i gang, og det løber indtil sommeren 2020.

Kunstig energiø til milliarder: Se videoen af projektet

Minister: Nordsøen kan blive Silicon Valley for havvindmøller

Regnestykket er i gang: Skal kunstig ø være den grønne energis månelanding?

Konsortiet bag kunstig havmølle-ø bliver udvidet

Rotterdam slutter sig til planer om kunstig energiø

Tennet skal have ny direktør

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også