Klimaministeren ville udflytte Klimarådet

Efter angiveligt at have forsøgt at få Klimarådet nedlagt foreslog klimaminister Lars Christian Lilleholt at flytte rådet væk fra hovedstaden.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF INFORMATION

Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) forsøgte at flytte det uafhængige organ Klimarådet ud af København, da regeringen forhandlede om den seneste runde af udflytninger af statslige arbejdspladser. Det fortæller en kilde med kendskab til forløbet til Information, og det bekræftes af mails fra forhandlingsforløbet, som Information har haft adgang til at se.

Tre kilder, én med direkte kendskab til forløbet og to, der har været orienteret om forløbet, oplyser desuden, at Venstre forsøgte at overtale K og LA til at nedlægge Klimarådet i forbindelse med forhandlingerne om regeringsgrundlaget i 2016. Det har tidligere været kort omtalt i Politiken.

I begge tilfælde satte De Konservative sig ifølge Informations oplysninger imod.

De nye oplysninger sætter klimaministerens udskiftning af Klimarådets formand Peter Birch Sørensen i november i et nyt lys, mener SF-formand Pia Olsen Dyhr.

"Det er efterhånden tydeligt, at regeringen har forsøgt at stække Klimarådet på mange forskellige måder," siger hun.

Klimaordfører Jens Joel (S) er også kritisk.

"Det er en tilståelsessag, når det viser sig, at Venstre allerhelst vil lukke Klimarådet, og derfor ligner udflytningsforsøget også mere chikane end et ønske om Danmark i balance. Da ingen af delene så lykkedes, fordi konservative heldigvis holdt fast, så vælger man at afskedige ham (Peter Birch Sørensen, red.)," siger han.

Ifølge de mails, Information har set, blev udflytningen af Klimarådet drøftet internt i regeringen i efteråret 2017, og helt frem til begyndelsen af januar 2018 – kort tid inden regeringen den 17. januar offentliggjorde anden runde udflytninger – var der stadig diskussioner om rådets fremtidige placering. Ifølge den anonyme kilde var det på tale at flytte Klimarådet til Aarhus og senere til Vestjylland.

Mens Klimarådet undgik udflytning, måtte sekretariatet for en anden vagthundsinstitution, De Økonomiske Råd, flytte til Horsens. Som konsekvens af udflytningen måtte de økonomiske vismænd i efteråret udskyde udgivelsen af en rapport. Professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen vurderer, at udflytning af de uafhængige vagthunde kan gå ud over deres arbejde.

"Én ting er at flytte sagsbehandlende styrelser. Det vil i princippet være let – selv om det har sine betydelige overgangsproblemer. Men når man kommer til noget meget specialiseret som De Økonomiske Råd og måske også Klimarådet, så kan man få nogle rekrutteringsproblemer," siger Peter Munk Christiansen.

De Konservatives politiske ordfører, Anders Johansson, kan ikke udtale sig om de nye oplysninger, da han ikke selv har deltaget i møder om udflytning af statslige arbejdspladser. Men han fortæller, at De Konservative ikke har noget ønske om at nedlægge eller udflytte rådet.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt har ikke ønsket at kommentere historien.

(Denne artikel er en tophistorie skrevet og udgivet af Information, videredistribueret af Ritzau.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også