Analytiker: Oplagt at lægge olieforretningerne sammen

Sydbanks olieanalytiker fastslår, at prisen bliver afgørende for en fusion, både Dong og Maersk har interesse i.
Foto: Maersk Oil, Pressefoto
Foto: Maersk Oil, Pressefoto
RITZAU FINANS

En sammenlægning af olieforretningerne hos A.P. Møller-Mærsk og Dong Energy er oplagt - og begge selskaber har interesse i, at fusionen bliver en realitet.

Prisen bliver dog afgørende, mener Morten Imsgard, der er analytiker ved Sydbank.

"En sammenlægning ser mere og mere sandsynlig ud, i takt med at der kommer flere rapporter om, at det er muligt, og det er da også oplagt at prøve det," siger han.

"Mærsk er den mest oplagte køber af Dongs aktiver i Nordsøen - i hvert fald i industrien - der er ikke så mange andre oplagte spillere. Maersk Oil er den bedste mulighed, Dong har," fortsætter han.

Der har den seneste tid været flere historier om, at de to danske selskaber bejler til hinanden på olieområdet. Senest er britiske The Sunday Times på banen med en historie om, at der er sammenlægningsdrøftelser på vej.

Når de to selskaber nu vil se nærmere på hinanden, hænger det ifølge Morten Imsgard blandt andet sammen med, at situationen nu er en anden, end da de to selskaber drøftede en sammenlægning for godt et år siden. Siden har begge selskaber fortalt, at de ser på mulighederne for deres olieforretninger.

"Maersk Oil var i en anden strategimæssig forfatning på det tidspunkt. Der er sket meget med både Dong og Maersk Oil, der gør, at tingene nu ser anderledes ud, og at det, der måske ikke kunne lade sig gøre for et lille år siden, nu godt kan lade sig gøre," vurderer analytikeren.

Stadig tidligt i forløbet

Den største udfordring er - som Morten Imsgard ser det - om parterne kan nå til enighed om prisen.

"Maersk Oil har brug for mere volumen og en større forretningsplatform, hvis det på et tidspunkt skal stå på egne ben med en selvstændig børsnotering. Så mange aktiver er der jo ikke i Nordsøen, så når Dong signalerer, at de har noget til salg, så vil det være mærkeligt, hvis Maersk Oil ikke kigger på det."

"Tiden vil vise, om de så kan nå til enighed om prisen, siger han og nævner en pris på omkring 14 mia. kr. som realistisk for Dongs aktiver."

Dong, påpeger han, vil gerne af med olieforretningen for at få en mere fokuseret forretning med fokus på grøn energi.

Indtil videre har der ikke været noget fremme, som kan få stor betydning for selskabernes aktiekurser, mener Morten Imsgard. Det sker først, når der begynder at komme meldinger om potentielle priser.

"Jeg tror, at vi skal længere hen i drøftelserne, hvor der begynder at blive lækket nogle prisindikationer. Hvis der begynder at blive nævnt beløb, kan der opstå en situation, hvor det er mere gunstigt for det ene end for det andet selskab," fastslår han.

Morten Imsgard peger på, at det er tidligt i forløbet, og at ingen af parterne har pistolen for panden i forhold til at få en handel afsluttet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også