Pram: Afgående chefer har selv valgt at stoppe

Det har været op til Jacob Thomasen og de øvrige fratrædende direktører selv, at de forlader Maersk, siger Michael Pram Rasmusen. Men tidspunktet var naturligt.
Foto: Katrine Marie Kragh/Polfoto/Arkiv
Foto: Katrine Marie Kragh/Polfoto/Arkiv
RITZAU FINANS

Der er ikke så meget tale om et blodbad eller en hovedrengøring i ledelsen, som der er tale om frivillige fratrædelser i forbindelse med den store udskiftning, som A.P. Møller-Mærsk gennemfører i forbindelse med, at selskabet deler sig i to divisioner, Transport & Logistics og Energy.

Sådan lyder det fra Michael Pram Rasmussen, der er bestyrelsesformand hos Mærsk.

"De personer har truffet det valg, at de vil træde tilbage. Det har de gjort, fordi vi ændrer strategien så meget, at rollerne er ændret nu. Derfor er det et naturligt tidspunkt at gøre det op nu. De har truffet den beslutning, og det har jeg fuld respekt for, for det er nogle andre roller, de får nu," siger han på et pressemøde torsdag.

"Det, der er glædeligt i den her situation, er, at vi har så mange dygtige afløsere internt, som vi har," fortsætter formanden.

Massive ændringer

Der er tale om massive ændringer i Mærsk-ledelsen i forbindelse med ændringerne.

Søren Skou, der siden planerne om strategiovervejelserne har været konstitueret direktør for Mærsk-gruppen og samtidig chef for containerrederiet Maersk Line, fortsætter som administrerende direktør for gruppen og bliver også administrerende direktør for transport- og logistikdivisionen.

Samtidig bliver Claus V. Hemmingsen, der tidligere var administrerende direktør for Maersk Drilling, topchef for energidivisionen og viceadministrerende direktør for gruppen.

Jakob Stausholm, der var strategidirektør i Maersk Line, overtager 1. december stillingen som finansdirektør for gruppen, mens den nuværende, Trond Westlie, fratræder samme dato og forlader selskabet. Ny chef for Maersk Drilling bliver Jørn Madsen, der har været direktør for Maersk Supply Service.

Driftsdirektør tager over

Kim Fejfer, der hidtil har været administrerende direktør for APM Terminals, stopper på den post. Han er i stedet udset en rolle i Mærsk Holding, der er ejerselskabet bag konglomeratet.

Ny chef for havneselskabet bliver Morten Engelstoft, der har været direktør for APM Shipping Service og Maersk Tankers. Ny chef for rederiet Maersk Tankers bliver Christian M. Ingerslev. Han har tidligere været driftsdirektør samme sted.

Den tidligere topchef for Maersk Oil, Jakob Thomasen, fratræder ligeledes direktionen per 1. oktober og forlader Mærsk den 1. november. Han bliver afløst af Gretchen Watkins, som har været driftsdirektør i olieselskabet.

Flere chefer er fortid i Maersk: Her er den nye ledelse

Kometkarriere bag Maersks nye oliedirektør

Første chef forlader Maersk inden en opsplitning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også