Maersk Oil: Planlægger endnu en sparerunde

Selv om der allerede er skåret i Maersk Oil, så skal der skæres endnu dybere.
AF RTIZAU FINANS

Maersk Oil skal finde yderligere besparelser ud over de 20 pct., som selskabet tidligere har meldt ud, at det vil realisere frem til udgangen af 2016.

Det oplyser olieselskabets administrerende direktør, Jakob Thomasen, i et interview med Ritzau Finans.

"Der er ingen tvivl om, at vi bliver ved med at kigge meget alvorligt på yderligere forbedringer. Lige nu arbejder vi med de 20 pct., og den næste runde bliver selvfølgelig sværere, men vi arbejder på at finde vejen frem til yderligere reduktioner," siger han.

Jakob Thomasen tilføjer, at selskabet vil melde noget mere konkret ud, når det "har en ny plan klar".

Maersk Oil er godt på vej til at realisere målene i den igangværende plan med en reduktion af omkostningerne på 20 pct. i forhold til niveauet i 2014.

"Vi har klart udsigt til at nå de 20 pct. vedvarende besparelse ved udgangen af 2016. I første kvartal 2016 lå vi mere end 20 pct. under første kvartal 2015, men der er selvfølgelig nogle justeringer, som ikke er helt præcise, men det viser jo, at vi er godt på vej," siger Jakob Thomasen.

Nedbringelsen af udgifterne har bidraget til, at Maersk Oil siden tredje kvartal 2014 har formået at nedbringe enhedsomkostningerne per produceret tønde olie med omkring 42 pct. frem til i dag.

De 42 pct. dækker også over, at Maersk Oil i første kvartal 2016 havde en markant højere produktion end tidligere, hvilket er med til at presse omkostningen per tønde olie ned.

"Det er stigningen i produktionsniveauet sammenholdt med vores reduktion i driftsomkostningerne, der er baggrunden for de 42 pct.," forklarer Jakob Thomasen, der anslår, at de to forhold bidrager sådan cirka "fifty-fifty" til det samlede fald i enhedsomkostningerne.

En del af besparelserne er realiseret gennem bedre aftaler med underleverandørerne, hvor "markedet er blevet nemmere at have med at gøre", ifølge Thomasen. Det betyder, at selskabet har kunnet genforhandle en del kontrakter med sine leverandører til bedre priser.

"Det er selvfølgelig klart, at hvis olie- eller gaspriserne stiger dramatisk igen, og markedet så varmer op på den måde, så vil vi have en udfordring med at holde det prisniveau. Det er i hvert fald et element i det, der kan gå den modsatte vej," siger Thomasen på spørgsmålet om, hvad der eventuelt kan lægge et opadgående pres på omkostningerne.

Hvis olieprisen stiger yderligere kan selskabet også godt vælge at igangsætte projekter, hvor omkostningerne måske er højere end gennemsnittet, hvilket også kan sætte sig i enhedsomkostningerne samlet set.

"Hvis olieprisen kommer op kan det godt være, at der er andre projekter, vi sætter gang i, som er lidt mere marginale, men som der stadigvæk er penge i for os," siger Jakob Thomasen.

Han oplyser i den forbindelse, at der er et meget stort spænd af enhedsomkostninger på tværs af olieselskabets portefølje. De laveste enhedsomkostninger har selskabet på nogle af sine onshoreprojekter i Algeriet, mens for høje enhedsomkostninger var baggrunden for, at selskabet eksempelvis lukkende Janice-feltet i Storbritannien ned i maj.

"På Janice var enhedsomkostningerne højere end olieprisen, så der havde vi simpelthen negative pengestrømme. Så vi har nogle projekter, der ligger helt oppe, og hvor vi virkelig skal fokusere på overhovedet at tjene penge på det," siger Jakob Thomasen.

Han nævner feltet GP3 som et andet eksempel i den britiske del af Nordsøen. Feltet var på grund af lave oliepriser truet, men det blev vendt rundt gennem forbedret effektivitet.

Det lykkedes os at få produktionseffektiviteten forbedret så meget og få så meget mere olie gennem skibet, at vi faktisk tjener penge på det, og gør det rigtigt godt," siger Thomasen.

Maersk-arving ny topchef i holdingsselkabet 

Så stort bliver Norges nye olie- og gasselskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også