Alvorlig øretæve til Gazprom

Olieprisfaldet og sanktionerne har ramt det russiske naturgasmonopol hårdt og sendt indtjeningen i frit fald, viser årsregnskabet for 2014.
KELD LOUIE PEDERSEN, FINANS

Det blev til et overskud, men hele 86 pct. lavere end året før.

Sådan ser bundlinjen ud for statskontrollerede OAO Gazprom, energigiganten, der har monopol på eksport af naturgas fra Rusland.

Det netop offentliggjorte resultat for regnskabsåret 2014 viser, at Gazprom er hårdt ramt af de faldende oliepriser, der også trækker priserne på naturgas ned. Sanktionerne som følge af Krim- og Ukraine-kriserne sætter også deres præg, og det samme gør kursfaldet på rubler – især over for den amerikanske dollar, der er afregningsvaluta for størstedelen af den globale handel med olie og gas.

Gazprom lider under lave oliepriser: Falder 35 procent

På koncernbasis kommer Gazprom ud af 2014 med et nettooverskud på 157,2 mia. rubler (20,6 mia. kr.) mod 1.165,7 mia. rubler (152,5 mia. kr.) året før, hvilket ses i forhold til en omsætning, der i 2014 er steget 6 pct. fra året før til 5.589,8 mia. rubler (731,1 mia. kr.).

Artiklen fortsætter under grafikken.

Er du på mobilen se grafikken her.

Omsætningsfremgangen er bemærkelsesværdig på baggrund af, at Gazproms salg af naturgas er faldet 8 pct. til 439,9 mia. kubimeter. Størst er faldet i eksporten af naturgas til tidligere sovjetrepublikker med Ukraine i spidsen, men såvel det russiske hjemmemarked som eksporten til resten af Europa er præget af fald i salgsvolumen.

De europæiske kunder har for en dels vedkommende langtidskontrakter, hvor naturgasprisen er koblet til udviklingen i olieprisen. De har derfor valgt at trække på deres lagerbeholdninger, men de har ventet på, at effekten af det olieprisfald, der begyndte i juni i fjor, ville forplante sig til priserne på russisk naturgas.

Dongs kundedel har svært ved at tjene penge

Gazprom tegnede sig i 2014 for 30,2 pct. af den naturgas, der blev brugt i EU og Tyrkiet.

Langt den største post, der trækker resultatet ned, er finansieringsudgifter, der er steget fra med over 400 pct. til 1.438,5 mia. rubler (188,2 mia. kr.) i fjor. Alene valutakurstabene var ifølge årsregnskabet 956 mia. rubler (121,1 mia. kr.) større i 2014 end i 2013. Især Gazproms gæld i fremmed valuta – dollar og euro – vejer tungt ind på denne post.

Gazproms bruttogæld er således steget hele 49,2 pct. siden 2013 til 2.688,8 mia. rubler (351,7 mia. kr.) i 2014.

Når man sammenligner Gazprom med de store globale olieselskaber, er den russiske gigant kommet langt værre ud af 2014, og 2015 tegner heller ikke lyst med udsigt til lave oliepriser og tilsvarende lave priser på naturgas samt en uændret udenrigspolitisk situation, hvilket vil være ensbetydende med fortsatte sanktioner.

Årsregnskabet for 2014 er i øvrigt det sidste, der er revideret af PricewaterhouseCoopers (PwC).

Efter 15 års samarbejde har bestyrelsen for Gazprom valgt fremover at anvende Ruslands største revisions- og rådgivningsfirma FBK. Ændringen er sket efter en licitation, hvori også deltog PwC, Ernst & Young og KPMG.

Svag rubel giver Gazprom kurssmæk på 29 mia.

Om skiftet af revisor vil have nogen betydning, er uklart, men Gazprom er en af de mest aktive russiske låntagere på det internationale kapitalmarked. For mange især institutionelle investorer har PwC med sine 2.500 ansatte i Rusland stået som garant for, at Gazproms regnskaber er revideret efter internationale standarder.

Gazprom optog i 2014 to store obligationslån – et syvårigt på nominelt 750 mio. euro med en kuponrente på 3,6 pct. og et étårigt på nominelt 700 mio. dollars med en kuponrente på 4,45 pct.

I indeværende regnskabsår skal Gazprom indfri to store obligationslån på henholdsvis 1 mia. euro og 1,7 mia. dollars.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også