Energitilsynet vil gøre op med gaskæmper

Der er ikke nok konkurrence om de 400.000 gaskunder i Danmark, og derfor anbefaler Energitilsynet en revolution af gasmarkedet. Energiminister Rasmus Helveg er enig og kalder på en løsning.
Foto: Wingas
Foto: Wingas

Energitilsynet kridter i en ny rapport banen op til en gennemgribende omvæltning af det danske gasmarked.

Lige nu er markedet domineret af få, store spillere, konkurrencen er næsten ikke eksisterende, og derfor anbefaler rapporten en række tiltag, som skal sætte mindre gashandlere i spil og på sigt sikre de cirka 400.000 forbrugere lavere priser og bedre service.

"Med vores analyse kan vi se, at der er behov for at gøre noget, hvis konkurrencen på gasmarkedet skal styrkes. Fortsætter vi som nu, er det sandsynligt at priserne på længere sigt vil blive højere end nødvendigt, og det er ikke hensigtsmæssigt," forklarer kontorchef i Energitilsynet, Rune Moesgaard, til EnergiWatch.

Derfor lægger tilsynet op til, at forbrugerne ikke, som det er tilfældet nu, automatisk får leveret gas af en af de store leverandører, men i stedet skal presses til at afsøge markedet for bedre priser.

Samtidig skal forretningen stømlines, og prisgennemsigtigheden skal øges gennem en såkaldt engrosmodel - som også er planlagt på elmarkedet - hvor et enkeltregningssystem erstatter den nuværende dobbeltregning.

Branchen erkender problem

Brancheforeningen Dansk Energi erkender problemet og er enig i løsningen.

"Markedet er tæt på dødt. Vi er tilhængere af en skarp konkurrence, og derfor ser vi positivt på at afskaffe forsynligspligtsreguleringen og indføre en engrosmodel i stil med den, man er i gang med at rulle ud på elmarkedet," siger afdelingschef Thomas Krogh.

Tilsyn advarer: Gasmarkedet på vej mod monopol

Tilsynet vurderer, at man med ændringerne vil se mindre prisstigninger på kort sigt, mens flere spillere bider sig fast i markedet. Herefter skal den skærpede konkurrence føre til lavere priser.

Hos et af de store selskaber, som både tjener penge på at sælge gas og stille distribution til rådighed, mener man ikke, at priserne kan blive lavere, end de er i dag.

"Vi mener, at det er en absurd tankegang. Vi har i princippet ikke noget imod, at man gennemfører de her ændringer, men at man vil skabe lavere priser ved at lade de nuværende stige - det kan vi slet ikke følge logikken i, specielt når begrundelsen hos energitilsynet er at priserne i dag er for lave til at få nye spillere på banen," siger vicedirektør i HMN Gassalg, Henrik Iversen.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), ser med alvor på problemet, og derfor er han åben over for at lave systemet om.

"Der er tilsyneladende ikke nogen konkurrence i gasmarkedet, og det skal der være. Vi vil derfor sætte en proces i gang, så vi kan have nogle løsningsforslag klar i løbet af 2015," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også