Jyske opjusterer OW Bunker
OW Bunkers regnskab for andet kvartal var en skuffelse, både når det kommer til volumenvækst og bruttoresultat per ton, mener Jyske Bank, der ikke desto mindre løfter sin anbefaling af aktien på grund af et markant kursfald i aktien efter regnskabet. Salgsanbefalingen droppes til fordel for den lidt mindre skeptiske "reducer"-anbefaling. Jyske Banks kursmål er uændret 140 kr.
"Ledelsens forventning om 10 pct.-plus vækst i det justerede nettoresultat vil meget let blive indfriet, ikke mindst fordi sammenligningstallet for fjerde kvartal 2014 er ekstremt lavt. Man indikerer, at med gevinsterne fra organisatoriske ændringer i Asien for at fokusere på vækst, er volumen accelereret i starten af tredje kvartal 2014," skriver senioranalytiker Frans Høyer i et notat.
Han er mere lunken over for ledelsens forventninger om en volumenvækst på 10 pct., efter en vækst på bare 7 pct. i andet kvartal og høje sammenligningstal for andet halvår.
"Vi vurderer kvaliteten af OWB's vækst i volumen til at være moderat med høj afhængighed af vækst fra etableringen i nye lokal-markeder og fra opkøb, og for lav organisk vækst i eksisterende lokal-markeder. Ved dagens kurs estimerer vi at aktiemarkedet indregner omkring 5 pct. volumenvækst pr. år.," skriver Frans Høyer, der i øvrigt peger på, at øgede russiske leverancer til lave priser har presset marginerne, som også var en skuffelse i andet kvartal.
"Vi vurderer, at ledelsens håb om en hurtig tilbagevenden til tidligere marginer kan være meget forhastede," advarer Frans Høyer.
OW Bunker stiger mandag med 3,8 pct. til 152 kr. Da regnskabet blev offentliggjort fredag faldt aktien i OW Bunker med 11,8 pct.
OW Bunker vil fastholde væksttempo