DanCopter får aftale med Shell i Nordsøen

Ovenpå et par hektiske år, hvor DanCopter sidste år gennem længere tid havde dyre helikoptere stående på jorden, fordi en helikopter af samme type (EC-225, red.) styrtede i havet ud for Skotland, ser CEO, Jens Anders Jensen, nu frem mod et mere stabilt 2014. Et år hvor virksomheden forhåbentlig igen kommer til at flyve normalt, og man på kontoret i Esbjerg igen får noget, der kan kaldes hverdag.
”Ser man tilbage på de to seneste år, var 2012 et økonomisk skidt år, hvor vi blandt andet skulle starte nogle nye kontrakter op og vi blev ramt af at skulle grounde helikoptere. Derefter var 2013 et meget atypisk år, hvor vi skulle helt hen i oktober, før de groundede helikoptere kom ind i noget, der kan minde om normal drift. Derfor ser vi nu meget frem til at få et år som vil bære præg af mere normaliseret drift,” siger Jens Anders Jensen til ShippingWatch, og uddyber problemstilingen fra 2013, som han nu håber, er et overstået kapitel.
Shell-resultat dykker med milliarder
”De tre nye EC 225-helikoptere, som blev leveret til DanCopter sidst i 2012, kom aldrig rigtig i gang i 2013, og deres potentiale blev aldrig fuldt udnyttet. Det håber vi meget bliver lavet om i år, og vi regner med at kunne komme i gang med at optimere driften af disse helikoptere, så vi dermed kan få så meget ud af dem som muligt.”
I alt har DanCopter for øjeblikket 16 helikoptere i flåden, og der flyves fra baser i henholdsvis Esbjerg, Norwich, Den Helder og Nigeria. På sidstnævnte base har selskabet haft seks helikoptere under management siden 2010, hvor der flyves for Shell, mens DanCopter i den danske del af Nordsøen betjener Mærsk Olie & Gas fra Esbjerg og i den Hollandske og Engelske del betjener Shell.
Næste destination: Norge
Udover fokus på almindelig drift og optimering af både helikoptere og mandskab, vil der i DanCopter også komme et øget fokus på ekspansion i 2014. Sammen med det norske søsterselskab BlueWay Offshore Norge har DanCopter så småt startet med at øge arbejdet på den norske sokkel.
”Norge vil være et klart fokusområde, og det er et af de steder, hvor der konstant kommer nye felter og dermed arbejde til. Vi har på nuværende tidspunkt nogle ad hoc flyvninger fra Stavanger, men fra 1. juli skal vi også flyve fra Kristianssund på en mere permanent aftale for Shell,” siger Jens Anders Jensen, og tilføjer, at man som dansk selskab ikke kan komme direkte ind på det store norske offshoremarked. Det kræver blandt andet en norsk registreret AOC-tilladelse, der skal sørge for, at sikkerheden er på det absolut højeste plan. Arbejdet ud for kysten er ikke kun nyt for det danske helikopter-søsterselskab.
”Hidtil har vores norske søsterselskab været orienteret mod flyvninger onshore, men det skal man nu have lavet om på, og aftalen fra Kristianssund er første skridt på vejen,” fortæller Jens Anders Jensen.
I den danske del af Nordsøen forventer Jens Anders Jensen også, at 2014 bliver året, hvor antallet af flyvninger igen vil gå op.
”Maersk er på vej med nogle nye rigge, og skal jeg sætte tal på, så tror jeg på, at vi i løbet af 2014 kan forøge antallet af flyvninger med 10 pct.,” lyder det fra direktøren i det 170 mand store DanCopter.
Relaterede artikler:
Olie-topchef: Europa er et udviklingsland
For abonnenter
Franskmænd satser milliarder på britisk skifergas
For abonnenter