Mærsk Drilling-CEO: Høje rater holder stand

Der er fortsat rigtigt mange penge at hente for Maersk Drilling i hvad rederiet kalder et "fornuftig" marked for dybvandsboringer.
/ritzau/FINANS

Rederiet har bestilt fire nye boreskibe til boring på vanddybder op til 3600 meter, hvoraf kun to af skibene har kontrakter med kunder på plads.

Men de to sidste kan også ventes at indtjene rater i omegnen af de 600.000 dollar per dag, som var niveauet for de første to ved kontraktunderskrivelse i henholdsvis juni og oktober 2012.

"Rateniveauet ligger faktisk uændret over de sidste 12-18 måneder, vil jeg sige. Der er ikke sket den store forskydning," siger Maersk Drillings topchef, Claus V. Hemmingsen.

Mærsk Drilling-CEO: Høje rater holder stand

Rederiets kommercielle direktør, Martin Fruergaard, supplerer:

"Markedet i dag er i hvert fald ikke blevet dårligere. Det afhænger af, hvilke jobs, man gerne vil have, hvor vi måske går efter noget bestemt, men jeg forventer ikke, at markedet er dårligere. Den underliggende trend er, at det fastholder niveauet eller bliver bedre," siger Martin Fruergaard til Ritzau Finans.

Man skal dog passe på med at tolke direkte på de tal, Maersk Drilling selv melder ud i pressemeddelelser om nye kontrakter, for at vurdere, om det er en god eller dårlig aftale, forklarer han.

Som sammenligning bruger han de to første boreskibes kontrakter på henholdsvis 610 og 682 mio. dollar - begge over tre år og derfor nominelt svarende til henholdsvis omkring 560.000 og 620.000 dollar per dag.

Mærsk Drilling-CEO: Frygter ikke norsk knæk

"Djævlen ligger i detaljerne. For eksempel er der forskel på eskalationsklausuler, og hvornår de begynder. Egentlig er de to rater ikke så forskellige. Der er to blow-out-preventers (særligt og dyrt sikkerhedsudstyr, red.) på den anden, så den har en lidt højere rate, men 1'eren har en bedre eskalationsklausul," siger Martin Fruergaard.

Eskalationsklausulen tillader nemlig Maersk Drilling i varierende grad at sende nogle udgifter - især løn til de ansatte - videre til kunden. Mens en ekstra blow-out-preventer typisk vil koste kunden yderligere 30.000 dollar per dag.

Dagsraterne for boreskibe og flydende borerigge var kraftigt stigende fra 2005 til 2008 og igen efter finanskrisen, da olieselskabernes appetit gav Drilling og konkurrenterne en gunstig forhandlingsposition i et marked med få frie rigge. Og der er ikke udsigt til fald i de kommende år ifølge Maersk Drillings øverste direktør.

Drilling-CEO: Belønningen kommer i 2015

"Med den tilgængelighed, der er på dybvandsmarkedet, så tror jeg den vil holde sig stabilt, fordi der vil være så få rigge til rådighed. Man kan godt risikere at se nogle mærkelige ”peaks” eller et lille dyk, men det vil være inden for en ganske lille margin. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld med, at raterne kommer til at ligge på samme niveau," siger Claus V. Hemmingsen.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår