Det er svært at sige, om den norske gødningsfabrikant Yaras beslutning om at skære sin produktion med 40 pct. vil ramme danske landmænd og nødvendigvis føre til flere prisstigninger.
Det konstaterer Yara Danmarks markedschef, Jens Jakob Larsen, over for Effektivt Landbrug, hvor han forklarer, at nedskæringen ikke er ensbetydende med lavere udbud og dermed højere priser.
"Det er vanskeligt at sige (om priserne steger, red.). Yara lever ikke i et vakuum. Ekstremt høje produktionspriser vil alt andet lige afføde en stigning, men det kommer ikke nødvendigvis igennem med en given procentsats. Og vi vil møde vores konkurrenter og forsøge at sætte den bedst mulige pris," siger Jens Jakob Larsen.
Sidste uge meddelte Yara, at man indstillede produktionen på en række fabrikker som konsekvens af rekordhøje priser på naturgas. Meldingen kom blot få dage efter, af CF Industries, en anden stor gødningsproducent i Storbritannien, havde besluttet selv samme.
Markant højere priser i Europa
På blot et år er prisen på naturgas mere en seksdoblet i Europa og bliver lige nu handlet til rekordhøje priser ifølge Børsen.
Årsagen skal findes i, at vi i Europa er blevet ramt af den næsten perfekte energistorm, hvor gaslagrene er ekstremt lave efter sidste års hårde vinter og en varm sommer, hvor energiforbruget har været højt i Sydeuropa på grund af airconditions og lignende.
På samme tid holder Rusland på gassen, mens efterspørgslen på energi fra industrien har været enorm som følge af opsvinget i kølvandet på corona, hvilket har sendt priserne på vejrs.
Produktionsnedgangen risikerer at skabe en situation, hvor gødning bliver en mangelvare, hvilket vil få konsekvenser for fødevareproduktionen og øge fødevarepriserne.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)
Fabrikker lukker på grund af høje energipriser
Trafigura og Yara går sammen om at udvikle ammoniak-brændstof
Equinor og Yara går ind i britisk brintfond