Sydbank: For tidligt for Dong at lade champagnepropperne springe

Det går lige lovligt hurtigt, mener aktieanalytikeren fra Sydbank Morten Imsgard om Dongs nulbud. Han mener, at det fører til større risiko, hvor projektøkonomien nemt kan falde fra hinanden.
AF RITZAU FINANS

Det er for tidligt at lade champagnepropperne springe hos Dong Energy, selv om selskabet har vundet retten til at opføre tre havmølleparker i den tyske del af nordsøen - heraf to på nul-tilskuds-bud.

Buddene er et udtryk for, at Dong er villige til at påtage sig mere risiko end tidligere, og der udestår et større stykke arbejde for at indfri de forudsætninger, som er nødvendige for at gennemføre projekterne med et attraktivt afkast.

Det vurderer aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank over for Ritzau Finans.

"Hvis Dong når i mål med de her projekter, er det positivt for havvinindustrien og i sidste ende også for borgerne i de lande, hvor projekterne bliver opført. Det betyder, at man får en konkurrencedygtig, billig og fornybar energi, uden at den grønne omstilling koster ret meget. Hvis man har knækket den nød i havvindindustrien, så er der stort potentiale fremadrettet," siger Morten Imsgard.

Han er dog ikke helt sikker på, at Dong Energy faktisk har knækket nøden.

"Min fornemmelse er, at det går lige lovligt hurtigt. Man kan ikke have en industri med fornybar energi, som i al evighed vil være afhængige af subsidier, men transitionen fra subsidiedrevet til subsidiefri kunne godt gå langsommere, og det tror jeg også, at industrien ville ønske," siger Morten Imsgard.

"Lige nu sker transitionen meget hurtigt, og det kan skabe en årrække, hvor afkastmulighederne og indtjeningsprofilerne på de projekter, der udbydes, er meget dårligere end tidligere," siger han.

Skarp konkurrence presser priserne

Dong vandt projekter på samlet 590 megawatt, mens det tyske energiselskab ENBW vandt de resterende 900 megawatt på ligeledes subsidiefri bud.

"Det er med til at understrege, at der er flere i industrien, der er kan se, at havvind kan fungere uden subsidier, men der et også et udtryk for, at der er så skarp konkurrence, at hvis man vil vinde, skal man være villig til at gå ind i projekter uden sikkerhedsnet," siger han.

Ifølge Morten Imsgard er projekterne bygget på forudsætninger, der ikke kan indfris i dag. Han mener, at der er et langt stykke arbejde for både Dong og leverandørerne frem til 2024 for at indfri de forudsætninger, der er byggestenene i, at projektet kan hænge sammen. Intet hjælper Dong, hvis omkostningsberegningerne går galt, eller strømpriserne er anderledes i Tyskland, end man havde regnet med.

"Dem, der vinder projekterne, vinder på nogle bud, hvor der ikke skal meget til, før projektøkonomien glider," siger Morten Imsgard.

Unikke forhold har været gældende

Morten Imsgard mener ikke, at man kan forvente, at alle projekter i havvindmølleindustrien fremadrettet vil blive vundet med nul-subsidier-bud. Det er meget afhængigt af, hvor møllerne stilles op, hvad der er i området i forvejen og hvor meget af infrastrukturen, udviklerne selv skal bygge.

"Det er unikke ting i Tyskland, der gør, at Dong kan lægge det her bud. Helt overordnet set er det positivt, at aktørerne i havvindmølleindustrien nu er selvsikre nok til at turde lægge sådan et bud. Det vidner om, at man har fået omkostningerne ned, og at sigtbarheden for fremtidige omkostningsfald er mere klarlagt, siger han.

Påtager sig mere risiko end tidligere

Risikoen er dog, at Dong i 2024 står med tabsgivende projekter, vurderer Morten Imsgard. Men projekterne i den tyske Nordsø er stadigvæk kun en lille del af det samlede Dong i øjeblikket.

"Lige de her projekter fylder ikke så meget i Dongs samlede forretning, men det er klart, at hvis alle projekter fremadrettet bliver tegnet på lignende kontrakter, så vil det over tid fylde meget. Men Dong har stadig en attraktiv projektpipeline, som sikrer dem en stabil indtjening i mange år frem," siger han.

"For mig at se er det for tidligt at lade champagnepropperne springe. Det her er ikke et udtryk for, at nu kan havvind løse verdens energiproblemer, men derimod blot ét enkeltstående projekt i Tyskland, hvor det her kan lade sig gøre, samt et udtryk for, at Dong er villig til at påtage sig mere risiko end tidligere," siger Morten Imsgard.

Dong vinder tre tyske havmølleparker med historisk nulbud

Brancheforening: Dong-bud er en milepæl for grøn energi

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også