Vattenfall trues af nedgradering

Moody's ser sortere på svenskernes fremtid og opfordrer staten til at stå klar med hjælp, hvis ikke energiselskabet skal miste sin A-status.
Foto: vattenfall
Foto: vattenfall

Udsigterne til fortsat lavere elpriser i Skandinavien og Tyskland får nu Moody's til at ændre i udsigterne for Vattenfall. Selve ratingen bibeholder sin status som A3, men fremtidsudsigterne tegner sig altså en smule mere dystre, mener ratingbureauet, der ændrer outlook fra "stabil" til "negativ".

"Elpriserne er fortsat med at falde, og Moody's forventer, at de forbliver lave i Vattenfalls kernemarkeder Norden og Tyskland som et resultat af lave råvarepriser og øget vækst i renewables," begrunder ratingbureauet sit nedslåede blik på svenskerne.

For nyligt præsenterede Vattenfall et regnskab, der nær fik tårerne til at trille. Som forventet var det især nedskrivninger for 36,3 mia. svenske kr. på de lukningsvedtagede svenske atomreaktorer på Ringhals samt på selskabets tyske brunkulsaktiver, der fik driftsresultatet til at falde med næsten en femtedel og resultatet til at maveplaske 40 mia. svenske kr. til et underskud på 10 mia. svenske kr.

Vattenfall udvider fyringsrunde og venter fem hårde år

Netop atom- og kulkraft er også Moody's bagvedliggende bekymring. De lave priser in mente kommer de annoncerede frasalg næppe til at skæppe som håbet i kassen.

"I Sverige, hvor udsigten er fortsat lave elpriser kombineret med øgede omkostninger - højere skatter på atomkapacitet er indført i august - blev Vattenall bedt om at lukke to af sine syv atomreaktorer i perioden 2018-20 frem for i 2025 som tidligere annonceret. I Tyskland er prisen og timingen af den foreslåede afhændelse af Vattenfalls brunkulsminer og kraftværker uvis på grund af de lave priser," skriver Moody's.

Vattenfall skrotter to akraft-reaktorer før tid

Staten skal stå fast

Så kan der naturligvis spørges, hvorfor Vattenfall skal afhænde sin politisk ukorrekte energi lige nu. Det spørgsmål bør nok rettes til selskabets ejere - den svenske stat - og det er i så fald ikke det eneste, der skal rettes den vej ifølge ratingbureauet. For mens statens opbakning er med til at fastholde Vattenfall på den fjerdehøjeste rating, så skal staten fortsætte med at stå last og brast med sit energiselskab, hvis udsigten skal tilbage til stabil. Og ikke risikere at falde i rating, hvor næste skridt starter med B frem for A.

Vattenfall i politisk spændetrøje

"I lyset af fortsat svage elpriser forventer Moody's, at en stabilisering af outlooket formentlig vil kræve en fortsat støttende holdning hos ejeren," noteres det, før der opremses, hvad der kan drive udsigterne længere ned.

"Ratingen kan komme under yderligere nedadgående pres såfremt (1) risikoen yderligere øges omkring Vattenfalls nukleare- eller brunkulseksponeringer i Tyskland; (2) frasalget af brunkulsaktiviteterne ikke styrker selskabets forretningsmæssige eller finansielle profil; og/eller (3) indkomster fortsætter med at falde som følge af lavere priser, og et sådant pres ikke afbødes af en tilstrækkelig støttende indsats fra regeringen for at underbygge Vattenfalls finansielle styrke i denne vanskelige periode."

...Men i det mindste har de Danmark

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også