DONG's sprit-forretning giver økonomiske tømmermænd

Inbicon A/S, der omdanner halm til ethanol, havde et underskud på 300 mio. kr. og en omsætning på bare 19 mio. kr. sidste år. DONG håber på, at Kina og Brasilien kan lindre hovedpinen.
Foto: Inbicon | Foto: Inbicon
Foto: Inbicon | Foto: Inbicon

Mens DONG har solgt overskudsgivende aktiver for milliarder, holder energigiganten stædigt fast i den del af biksen, der omdanner halmrester til bioethanol - men som ingen penge tjener.

Selv hvis man er rigtig glad for ren sprit, er regnskabet for Inbicon A/S krads læsning.

På trods af store investeringer og millioner i offentlige tilskud fortsætter selskabet med at tabe penge, viser det seneste regnskab.

Så imponerende er DONG's frasalg heller ikke 

Samlet har Inbicon præsteret underskud på omkring 700 mio. kr. siden 2007.

DONG har set omsætningen falde og underskuddet stige voldsomt, lige siden et stort demonstrationsanlæg blev indviet i Kalundborg, og produktionen startede i forbindelse med COP15-fiaskoen i december 2009.

Efter skat lyder underskuddet på minus 300 mio. kr. i 2012, hvilket er væsentligt ringere end de 192 og 140 mio. kr, som selskabet blødte i 2011 og 2010.

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Produktion droppet

De røde tal sidste år skyldes blandt andet, at Inbicon har valgt at nedskrive værdien af anlægget i Kalundborg.

"Nedskrivning af anlægget er afledt af overgangen til alene at køre specifikke testforløb," skriver Inbicon A/S i sit årsregnskab.

Selskabet er 100 pct. ejer af DONG.

Da Inbicon, som er et 2.-generations bioethanolanlæg, blev opført, lød det, at anlægget skulle producere 5,4 mio. liter bioethanol, 8.250 ton fast biobrændsel og 11.100 ton dyrefoder om året ved hjælp af resterne fra 30.000 tons halm.

Selskabet oplyser da også selv, at anlægget er designet til kommerciel produktion og drift 24/7 med selv en beskeden bemanding, men selskabet har sadlet om.

Godt nok har anlægget altid været tænkt som et demonstrationsanlæg af teknologien - det første af sin slags i verden - men nu kører anlægget kun testforløb.

Det vil sige, at værket kun er i drift i tidsbegrænsede perioder, hvor teknikken fremvises til potentielle købere.

Inbicon skriver i det seneste årsregnskab, at selskabets aktiviteter består af udvikling af teknologi, drift af pilot og demonstrationsanlæg samt projektudvikling og “salg af licenser.”

Kun én solgt licens

Det er dog ikke noget, der for alvor har givet penge i kassen.

På trods af fem testkørsler i 2012, lyder resultatet af den primære drift - før de massive ned- og afskrivninger - på minus 29 mio. kroner. Det er på trods af offentlige subsidier - i form af anlægstilskud - på 46 mio. kr. i 2012.

Nettoomsætningen lød sidste år på 19 mio. kroner.

Selskabets bedste resultat, målt på nettoomsætningen, var tilbage i 2010, hvor der blev skrabet 78 mio. kroner ind.

Det år blev den første -  og hidtil eneste - licenskontrakt indgået med Mitsui Engineering and Shipbuilding. Der blev også solgt "prælicens-ydelser til forskellige kunder."

Derudover blev selskabets bioethanol fra produktionen i Kalundborg solgt til Statoil, som introducerede Bio95 2G til bilisterne - benzin blandet med fem pct. 2.-generations bioethanol - som det første sted i verden.

Det gav ifølge Inbicon selv "stor opmærksomhed ikke mindst i udlandet."

Men altså ikke noget, der i stor stil er blevet vekslet til kontanter siden.

Der håber selskabet ændrer sig.

Satser på Kina og Brasilien

I 2012 blev Inbicons teknologi introduceret på markederne i Kina og Brasilien, skriver selskabet i sit regnskab, og de første aftaler om strategiske partnerskaber blev indgået. Inbicon forventer, at det fører til etablering af industrielle produktionsanlæg i løbet af 2013.

I Kina er der skabt rammevilkår for 2.-generations bioethanol, og Inbicon har etableret et repræsentationskontor, hvor tidligere direktør i den danske del af selskabet, Edmund Benny Mai, er indtrådt i direktionen. Inbicon har indgået samarbejdsaftaler med to kinesiske partnere med henblik på at udvikle "konkrete Inbicon projekter i Kina."

Derudover har selskabet "intensiveret indsatsen i Malaysia" sammen med Inbicons partner - der indtil videre ikke har været noget guldæg - Mitsui.

Inbicon forventer, at de asiatiske markeder samt Brasilien vil medføre, at selskabet fra 2014 eller 2015 genererer “positive resultater."

Selv kalder Inbicon udviklingen i selskabet gennem 2012 tilfredsstillende, “både med hensyn til teknologien og den kommercielle udvikling."

Anlægget i Kalundborg ombygges i år, så det bliver muligt at anvende genmodificeret gær i den proces, der omdanner halm til bioethanol. I foreløbige test viser det et forøget udbytte på 50 pct., "hvilket vil være en afgørende faktor i kommercialiseringen af Inbicon," skriver selskabet.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også