Ørsted peger på ny formand

Selv om hun fortsætter som topchef for Lundbeckfoden er Lene Skole tilstrækkeligt til rådighed til at kunne varetage stillingen som bestyrelsesformand for energiselskabet, vurderer bestyrelsen.
Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Ørsted indstiller Lene Skole som ny formand. Det meddeler energiselskabet mandag eftermiddag. Den hidtidige næstformand står dermed til at overtage fra Thomas Thune Andersen, der i forbindelse med årsregnskabet forrige uge meldte sin afgang efter ti år for bordenden.

”Jeg har arbejdet tæt sammen med Lene i mange år, og i forbindelse med min fratræden er jeg meget glad for, at evalueringen af kandidaterne har bekræftet, at Lene er det bedste valg til posten som bestyrelsesformand og til at gennemføre den netop offentliggjorte forretningsplan sammen med resten af bestyrelsen og koncernledelsen,” siger den afgående formand.

Udmeldelsen kommer en uge efter indkaldelsen til generalforsamlingen 5. marts, hvor valget skal formaliseres. Der har imidlertid også været en kabale, der skulle gå op – internt såvel som eksternt.

For selv om Lene Skole er stedkendt i Ørsteds bestyrelseslokaler, hvor hun har været næstformand siden 2015, så er det ikke hendes eneste destination. I endnu længere tid – siden 2014 – har hun været topchef for Lundbeckfonden. Lige som hun er næstformand i bestyrelsen hos Skandinaviens største bank, Nordea.

Lundbeckfonden bekræfter , at Lene Skole fortsætter som topchef, mens Nordea i skrivende stund ikke er vendt tilbage på EnergiWatch’ henvendelse. Banken har dog ikke selv meldt noget ud om, at Lene Skole skulle stoppe i bestyrelsen. 

Ørsted skriver dog i meddelsen, at formandskandidaten har ”afklaret sin mulighed for at være til rådighed som bestyrelsesformand, og dette er nu bekræftet.”

Direktører mangler fortsat, bestyrelsen slankes

Stolen for bordenden har dog ikke været det eneste brik i puslespillet. Ved at forfremme Lene Skole til formand skal der også findes en ny næstformand. Her peger energiselskabet på den tidligere topchef hos portugisiske Galp, Andrew Brown, der blev valgt ind i Ørsteds bestyrelse sidste år. 

Næstformandsposten kan han dog ikke varetage samtidig med, at han holder fast i den daglige drift. Siden Richard Hunter blev afskediget efter annonceringen af den tocifrede milliardnedskrivning i november, har Andrew Brown vikarieret som driftsdirektør. Den post afhænder han imidlertid med udgangen af marts, oplyser Ørsted.

Det efterlader dog fortsat et par væsentlige udeståender for det pressede selskab. For her tre måneder efter såvel Richard Hunter som økonomidirektør Daniel Lerup blev gået, er der endnu ikke fundet permanente afløsere. Mens den midlertidige kassemester, Rasmus Errboe, har slået fast, at posten for ham er netop midlertidig.

En sidste brik er der dog fundet løsning på. For det er ikke kun Thomas Thune Andersen, der stopper i Ørsted bestyrelse på næste uges generalforsamling. Det samme gør det menige medlem Jørgen Kildahl. Hans afløser har været ganske let for energiselskabet at finde, eftersom den syvende bestyrelsespost foreløbigt nedlægges.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også