Forsyningsledelse fritages for ansvar – og misser forsikringsdækning af milliontab

Det er dog kritisabelt, at ledelsen ikke har indhentet accept fra bestyrelsen til at spekulere i elpriser, der har ført til et tocifret milliontab, konkluderer advokat.
Det er en formildende omstændighed, at brancheorganisationen Dansk Fjernvarme anbefalede Silkeborg Forsyning at deltage i DKVK. | Foto: Pr / Silkeborg Forsyning
Det er en formildende omstændighed, at brancheorganisationen Dansk Fjernvarme anbefalede Silkeborg Forsyning at deltage i DKVK. | Foto: Pr / Silkeborg Forsyning

Direktører i Silkeborg Forsyning har ”handlet kritisabelt”, men kan ikke holdes ansvarlige for et tab på 70 mio. kr. efter at have spekuleret i elpriser. Dermed kan der heller ikke rejses et erstatningskrav mod ledelsen.

Sådan lyder konklusionen i en uafhængig advokatundersøgelse bestilt af Silkeborg Kommune i den omdiskuterede sag, som Silkeborg Forsyning har været involveret i via datterselskabet Silkeborg Varme, der driver landets største kraftvarmeværk. Selskabet står desuden for vand og desuden står for kommunens vandforsyning samt håndtering af spildevand og affald.

Sagen handler kort fortalt om Dansk Kraftvarme Kapacitets (DKVK), der tilbød kraftvarmeværker som Silkeborg Varme at indgå en slags forsikring til elselskaber, som i praksis betød, at de medvirkende værker hæftede, hvis spotprisen på el steg over 400 kr. pr. MWh.

Da energipriserne eksploderede i løbet af 2021, gik DKVK konkurs, og værkerne led store tab på kontrakterne – i Silkeborg Forsynings tilfælde altså 70 mio. kr. Det har siden vakt en masse kritik, at forsyningsselskabet ikke allerede i løbet af foråret 2022 meldte offentligt ud om tabet, som CleantechWatchs søstermedie EnergiWatch kunne afsløre efter aktindsigt hos kommunen.

På baggrund af undersøgelsen foretaget af advokatfirmaet Hjulmandkaptajn opgiver bestyrelsen nu at gøre krav mod forsyningsselskabets ledelsesansvarsforsikring, der delvist ville kunne dække det tocifrede milliontab. Forsikringen har årligt en sum på 25 mio. kr. til rådighed med en selvrisiko på 0 kr. og dækker ”medarbejdere med ledelsesansvar, der kan pådrage sig et personligt ansvar”, fremgår det af advokatundersøgelsen.

”Det er nu afklaret, at tabet ikke kan blive dækket af ansvarsforsikringen. Forsyningstilsynet har ingen bemærkninger til, at tabet finansieres af elproduktionen fra kraftvarmeværket. Normalt anvender Silkeborg Varme overskuddet fra elproduktionen til at reducere varmeprisen, hvilket i en periode derfor ikke vil være muligt,” skriver bestyrelsen på Silkeborgs Forsynings hjemmeside og tilføjer:

”Alle ville gerne have været denne sag foruden. For bestyrelsen er det afgørende, at vi som organisation lærer af sagen.”

Bestyrelse blev ikke informeret

Ifølge advokatundersøgelsen blev beslutningen om at tage del i DKVK truffet af en kreds på fire personer – herunder den tidligere adm. direktør, Kim Harrsekov – uden et formelt møde samt eller accept fra forsyningsselskabets bestyrelse.

Særligt forsyningsselskabets tidligere direktør må have indset, at det ville indebære et risiko for tab. Derfor burde han have sikret sig bestyrelsens accept for at påtage en risiko, der ikke er en kerneaktivitet for selskabet, lyder det i advokatundersøgelsen. 

Da den tidligere direktør blev erstattet af Jens Frederik Bastrup på posten i 2020 burde også han have sikret sig dokumenteret accept fra bestyrelsen for at spekulere i elpriser.

”Jeg finder, at begge direktører har handlet kritisabelt ved ikke at have sikret sig dokumentation for, at bestyrelsen accepterede den særlige risiko, selskabet påtog sig ved at deltage i DKVK, men at dette ikke i sig selv kan begrunde et erstatningsansvar, også fordi der foreligger formildende omstændigheder i sagen,” konkluderer Niels Vase, partner i Hjulmandkaptajn, blandt andet i undersøgelsen. 

Af formildende omstændigheder fremhæves blandt andet, at brancheorganisationen Dansk Fjernvarme havde anbefalet forsyningsselskabet at deltage i DKVK. 

Og at flere bestyrelsesmedlemmer har udtalt, at de ville have givet deres accept, såfremt de havde modtaget en indstilling fra ledelsen – om end enkelte bestyrelsesmedlemmer ifølge advokaten har udtalt, at ”selskabet ikke skulle spekulere”.

Advokatundersøgelsen fritager desuden forsyningsselskabets revisor samt bestyrelsen for ansvar i sagen. 

CleantechWatch arbejder på en opfølgende kommentar fra bestyrelsesformand Jannik Haarh Antonsen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie CleantechWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også