Spionagetiltalt russer var ansat hos Nordjysk brændselscellefirma

Den herboende russisk statsborgere, der onsdag blev tiltat for spionage, har arbejdet i den nordjyske virksomhed Serenergy, der producerer brændselsceller. Det skriver Nordjyske.
I en pressemeddelelse oplyser anklagemyndigheden, at russeren er mistænkt for at have givet oplysninger videre til en russisk efterretningstjeneste. Det skal være sket mod betaling. Oplysningerne handler blandt andet om dansk energiteknologi.
"Vi kan oplyse, at sagen omtalt i medierne involverer en person, som var ansat hos SerEnergy i cirka et års tid. Vi blev kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med vedkommendes anholdelse og har sidenhen arbejdet tæt sammen med myndighederne," siger Joseph Kristensen, der er økonomi- og administrationschef hos SerEnergy, ifølge Nordjyske i en pressemeddelelse.
"Fordi sagen er igangværende, kan vi ikke kommentere den yderligere. Det er chokerende, at en tidligere ansat bliver tiltalt i en så alvorlig sag, og at vores virksomhed kan have været offer for organiseret spionage."
Det er uvist, hvornår politiet kom på sporet af den formodede spionage. Anklagemyndigheden oplyser kun, at ”sagen har baggrund i en større efterforskning i Politiets Efterretningstjeneste.”