Ørsteds finansdirektør: Forsinkelser er aldrig gode for økonomien i projekter

Det vil få økonomisk betydning for Ørsted, hvis et eller flere af tre store projekter i USA på samlet 2700 MW bliver forsinket. Det siger energiselskabets finansdirektør, Marianne Wiinholt.
Foto: Katrine Marie Kragh
Foto: Katrine Marie Kragh
AF RITZAU FINANS

Coronavirusudbruddet og længere ventetid på myndighedernes godkendelser kan føre til, at Ørsteds kommende store havvindprojekter i USA vil løbe ind i forsinkelser.

Allerede i sidste uge blev opførelsen af det amerikanske Skipjack-projekt udskudt et år, og Ørsteds havvindprojekt South Fork i New York vil også højst sandsynligt stå færdigt senere end planlagt.

De to projekter er af den mindre slags for Ørsted, der også skal opføre tre markant større havvindmølleparker ud for den amerikanske østkyst frem mod 2024.

Ifølge Ørsteds finansdirektør, Marianne Wiinholt, er der nu også en øget risiko for, at de projekter i sidste ende kan blive forsinkede. Det kan i sidste ende ramme økonomien og afkastet for projekterne.

"Det er klart, at forsinkelser aldrig er godt for økonomien i projekter. Hvis vi ser forsinkelser på de tre store projekter, så vil det have en betydning. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at kompensere for den negative effekt, en forsinkelse vil have, hvis den kommer. Men det ved vi ikke endnu," siger hun.

Finansdirektøren oplyser, at forsinkelsen af de mindre projekter, Skipjack og South Fork, ikke vil resultere i en nævneværdig negativ økonomisk effekt for projekterne.

Skipjack-projektet står til at få en samlet kapacitet på 120 megawatt, og det skal nu sættes i drift i staten Maryland i 2023 i stedet for i 2022.

South Fork-projektet har en kapacitet på 130 megawatt og skulle oprindeligt være opført i staten New York i 2022. Det kommer nu sandsynligvis også først til at ske i 2023, oplyser Ørsted onsdag.

Projekter på næsten 2700 MW risikerer forsinkelser

De tre store projekter, der skal levere strøm til staterne Rhode Island, Connecticut, New Jersey og New York, skal efter planen stå færdige i 2023 og 2024. Til sammen står de lige nu til at få en samlet kapacitet på næsten 2700 megawatt.

Lige nu kan Ørsted ikke give et klart svar på, hvorvidt de projekter også ender med at blive forsinkede, men selskabet oplyser, at der er "en øget risiko".

At udviklingsprojekterne inden for havvind i USA går fremad i et langsommere tempo end forventet, skyldes, at myndighedsgodkendelserne trækker ud.

"Vi ser, at godkendelsesprocessen fra de føderale myndigheder trækker ud, og vi har ikke en god sigtbarhed for, hvornår vi får vores godkendelser," Marianne Wiinholt og tilføjer:

"Vi har også en negativ effekt af Covid-19 i eksempelvis New York, hvor vi ikke kan foretage de havbundsundersøgelser, som vi havde regnet med. Så i USA ser vi en forøget risiko omkring timingen af vores projekter."

Finansdirektøren fortæller, at Ørsted forventer at have et bedre overblik og en større grad af sigtbarhed efter sommeren for de tre store projekter.

"Det er klart, i øjeblikket kan vi ikke sige det skråsikkert, men det er forventningen. Når vi har sigtbarheden, kan vi blive mere præcise om tidslinjen for vores projekter," siger hun.

Mere omfattende analyser påvirker også

Allerede i slutningen af marts oplyste Ørsted, at godkendelserne kunne risikere at trække ud, hvis det globale udbrud af coronavirus rammer godkendelsesprocesserne i USA gennem eksempelvis rejserestriktioner, hjemmearbejde og offentligt ansatte, der er travlt optaget af krisehåndtering.

Det er dog ikke den eneste kilde til usikkerhed om den præcise tidslinje for godkendelserne i USA.

I august kom det frem, at Bureau of Ocean Management (BOEM), der er den føderale myndighed for havvind i USA, havde besluttet at sætte gang i en mere omfattende analyse af de miljømæssige påvirkninger af den fremtidige havvindudbygning end først planlagt. Den er endnu ikke færdiggjort.

"Det er den analyse, der skal lægge til grund for, at vi får en bedre sigtbarhed for de her projekter. Vi har ikke indsigt i processen. Vi er meget trygge ved, at analysen kommer, og vi ved, at de har haft fin fremdrift," siger Marianne Wiinholt.

Finansdirektøren vil ikke oplyse, om Ørsted har planer om at byde ind i de udbudsrunder i New York, New Jersey og Maryland, der efter planen skal afholdes i løbet af 2020.

 

 

Ørsted kaster sit lod i hollandsk havvindudbud

Analytiker: USA-forsinkelser kun et mindre hår i suppen for Ørsted

Ørsted tilbagekøber aktier 

Ørsteds drift banker frem trods corona 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også