Henrik Poulsen: Vi regner fortsat med Radius-salg i løbet af 2019

Salget af Radius bliver genoptager efter sommerferien, lyder det fra Henrik Poulsen, der er adm. direktør i Ørsted.
Foto: Katrine Marie Kragh/Polfoto/Arkiv
Foto: Katrine Marie Kragh/Polfoto/Arkiv
AF RITZAU FINANS

En politisk blokering satte tidligere i år en stopper for Ørsteds ellers planlagte frasalg af eldistributions- og privatkundeforretningen Radius - i hvert fald i første omgang.

Planen er nemlig fortsat, at Radius-forretningen skal udskilles fra resten af koncernen, og Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen, forventer, at der er fundet en løsning inden udgangen af 2019. Det oplyser han onsdag på en telekonference, hvor han samtidig fortæller, at salgsprocessen for alvor genoptages i andet halvår.

"Vi afbrød tydeligvis det projekt, vi havde i gang tidligere, og vi har brugt de seneste par måneder på at lægge det i seng og kaste et blik på, hvad vores muligheder er, og også at kaste et friskt blik på de politiske signaler, som vi også skal have med i vores overvejelser. Det er ret klart, at der ikke er nogen politisk modstand mod, at vi skaffer os af med de aktiver. Jeg tror faktisk, at der er bred politisk opbakning til, at vi bør afhænde aktiverne."

"Vi forventer at relancere processen og køre den i løbet af andet halvår. Vi er velforberedte, da vi havde alt oppe at køre, og alt materiale er blevet forberedt. Så vi kan køre en relativt fokuseret proces, når vi er ovre sommerferien. Vores forventning er stadig, at vi kan underskrive en handel i slutningen af 2019," lyder det fra Henrik Poulsen på onsdagens telekonference.

En gennemgang af forretningen fik i slutningen af juni sidste år Ørsted til at sætte et "til salg"-skilt på eldistributions- og privatkundeforretningen i Danmark, da netop de forretningsområder ifølge selskabet selv gradvist vil få en mindre og mindre betydning for den samlede energikoncern.

"Over tid vil forretningen blive og betyde mindre og mindre relativt set, i takt med at vi vil investere mere i at udvide den grønne produktion. Derfor mener vi, at det er bedre at se, om der er bedre ejere til de her dele nu," sagde Henrik Poulsen i juni til Ritzau Finans.

Den strukturerede salgsproces blev sat i gang for Radius, og dengang oplyste Ørsted, at de aktiviteter udgjorde 5,6 procent af koncernens driftsindtjening i 2017.

Finansministeriet måtte i januar stoppe det planlagte salg af Radius, da Socialdemokratiet og SF trak deres støtte. Det skete efter en ophedet debat om salget, der trak tråde tilbage til det betændte salg af det tidligere Dong, der nu hedder Ørsted, i 2013. Staten ejer 50,1 pct. af aktierne i Ørsted.

Et flertal i Folketingets Finansudvalg indgik desuden i april i år en aftale om at stoppe privatisering af kritisk infrastruktur. Ifølge aftalen pålægger flertallet i Finansudvalget "regeringen at arbejde for, at dansk kritisk infrastruktur enten har det offentlige, eller et forbrugerejet andelsselskab som majoritetsejer."

Gassen går af Ørsteds første kvartal

Ørsted lander milliardoverskud i elnetselskabet Radius

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også