EnergiWatch

DI lukker øjnene for de faktiske forhold

DEBAT: Hverken tonen eller indholdet i DI’s indlæg på EnergiWatch ændrer ved det faktum, at reguleringen af den danske elsektor er slap. DI's dilemma bliver udstillet, skriver Jette Miller, adm. direktør i De Frie Energiselskaber, i dette debatindlæg.

Foto: PR De Frie Energiselskaber

Det går hårdt for sig, når DI’s dilemma udstilles: Er det hensynet til energiselskaberne eller til erhvervsvirksomhederne, der skal varetages? Troels Ranis har nu for alvor taget bladet fra munden. I et debatindlæg i EnergiWatch den 13. februar 2019 beskylder han mig for at vildlede, når jeg kritiserer reguleringen af elnetselskaberne for at være slap.

Desværre ændrer hverken tonen eller indholdet i DI’s indlæg ved fakta. Reguleringen af den danske elsektor er slap, og jeg undrer mig over, at DI vil lukke øjnene for de faktiske forhold.

Lad mig give et par yderligere eksempler på, hvad slap regulering er:

 

  • Reguleringen er slap, når den tillader, at vidt forskellige selskaber kan blande opgaver, medarbejdere og ledelse sammen. Det er noget rod, når man som hos SEAS NVE-koncernen laver overlap mellem holdingselskabets og netselskabets ledelse. Det udstiller den interessekonflikt, der eksisterer mellem de to selskaber: I tilfælde af konflikt vil det altid være koncernens samlede interesser, som varetages. Dermed bliver netselskabs-ejernes interesser sekundære. Det har ført til cost loading i netselskabet – herunder at netselskabet betaler for høje andele af eksempelvis husleje, personale, projekter, materialer mv.

 

  • Det er udtryk for slap regulering, når den tillader, at koncerninterne aftaler kan være skrevet på bagsiden af en serviet. Store beløb med så ringe beskrivelse af indholdet, at man dårligt kan konstatere, om der er tale om en aftale i juridisk forstand – herunder om aftalerne overhovedet ville kunne holde til at blive prøvet i retten. Samme direktør og samme formand i to forskellige selskaber skriver under. Det er der ikke meget markedsmæssighed eller hård forhandling ved.

 

  • Tanken med andelsejet er blandt andet, at forbrugerdemokratiet skulle fungere som barriere mod løbske omkostninger. Det fungerer af flere grunde ikke. Én af dem er, at der i flere netselskaber slet ikke sidder forbrugere i bestyrelsen. Her sidder - som beskrevet ovenfor – koncernledelsen i bestyrelsen i stedet for. Flere har spurgt mig, om det overhovedet kan være tilladt. Til det må jeg svare: Ja. Det er tilladt indenfor rammerne af en slap regulering. Hvis den var stram ville den sørge for, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi det er for fristende at lade monopolet bære nogle af koncernens omkostninger. Det er ikke i forbrugernes interesse.

 

  • Elhandlere har på papiret lige adgang til monopolnettet, men sager hos myndighederne dokumenterer, at såvel penge som data flyttes rundt mellem handelsselskaber og netselskaber. Medarbejdere har mailkonti i både netselskabet og handelsselskabets havn. Formelt set er reglerne overholdt, men reelt set er tingene blandet sammen til ugunst for forbrugerne.

 

Med de få ressourcer Forsyningstilsynet har til rådighed, har tilsynet ikke en chance for at føre et reelt og nært tilsyn, som DI beskriver. Flere af tilsynets kontroller er stikprøve-tilsyn – og det i en størrelsesorden på nogle ganske få procenter ud af milliard-foretagender.

Et eksempel på svagt tilsyn har været den manglende kontrol og med el-netselskabernes Energispareordning, som også er kritiseret i skarpe vendinger af Statsrevisorerne – og dette til trods for, at ordningen årligt har kostet forbrugerne 1,5 mia. kr.

Det giver sig selv, at det bliver umuligt at føre et tæt og nært tilsyn, der står mål med mulighederne for at udnytte gråzoner og den slappe regulering. Det er fakta.

Jette Miller, adm. direktør, De Frie Energiselskaber.

Et andet eksempel er, at tilsynet skal gennemskue og føre kontrol med 40 elnet-selskaber med forskellige koncern- og selskabsstrukturer – herunder også af vidt forskellige størrelser: Nogle selskaber har 1.000 kunder. Andre selskaber har 100.000 kunder, mens det allerstørste selskab Radius har 1.000.000 kunder. En koncern som Eniig-koncernen har 57 helt eller delvist ejede selskaber, som netselskabet potentielt set kan samhandle med. Det giver sig selv, at det bliver umuligt at føre et tæt og nært tilsyn, der står mål med mulighederne for at udnytte gråzoner og den slappe regulering. Det er fakta.

Så summa summarum: Tak til DI for at sætte spot på de alvorlige problemer med både den lovlige og ulovlige krydssubsidiering. For forbrugerne er det dog ligegyldigt, hvordan omkostningerne er blevet for høje. Til gengæld tror jeg, at de fleste vil være enige i, at enhver unødvendig omkostning skal fjernes, fordi det hæmmer vækst og konkurrenceevne. Det går jeg ud fra, at DI trods alt er enige i?

DI: Det er noget sludder, Miller

DI forsvarer, at monopoler udnytter gråzoner

Forbrugerne vinder i den danske energimodel

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere