Global erklæring: Den grønne omstilling kræver privat kapital

På dansk initiativ er flere lande og organisationer herunder Verdensbanken, OECD og IEA gået sammen om at skabe nye rammer for investering i grøn energi.
Foto: /ritzau/AP/Martin Meissner/
Foto: /ritzau/AP/Martin Meissner/
AF MAIKEN RØNNEBERG, ENERGIWATCH

KØBENHAVN/MALMØ: Det er ikke mindre end 125.000 milliarder kroner, der skal investeres i vedvarende energi verden over frem mod 2050. Læg dertil yderligere 125.000 milliarder kroner i energieffektivisering.

Tallet er så stort, at der skal tænkes i helt nye baner for finansiering. Og derfor er en række parter, som Verdensbanken, OECD, Den Europæiske Investeringsbank og IEA, på dansk initiativ gået sammen om at foreslå, at det i høj grad er de private investorer som pensionskasser og private virksomheder, der skal betale regningen.

"Det er svimlende summer. Det er næsten ikke til at forestille sig størrelsesmæssigt. Hvis det skal lykkes, så er det her initiativ helt afgørende. Uden private investeringer lykkes den grønne omstilling ikke. Den her opgave kan staterne og skatteborgerne ikke løse alene. De private virksomheder er nødt til at komme på banen," siger energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Erklæringen præsenteres under den nordiske Clean Energy Week, som Danmark sammen med Malmø er vært for. Her er blandt andet inviteret mere end 100 store private virksomheder, samt energiministre fra verdens 20 vigtigste økonomier, der skal diskutere, hvordan man kan accelerere investeringerne i grøn energi.

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) er de 125.000 milliarder kroner til henholdsvis vedvarende energi og energieffektivisering en nødvendig investering for på globalt plan at nå de internationale klimamål om at bremse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader.

"De lande, der sidder med til CEM-mødet her, repræsenterer mellem 80 og 90 procent af de investeringer, som verden skal foretage frem mod 2050. Derfor har vi samlet den her kreds af lande, og der er meget stor opbakning. Jeg vil opfordre til, at vi i det regi får nogle klare rammer og retningslinjer for investeringer i grøn energi. Det er det, der er opgaven," siger Lars Christian Lilleholt.

Rammerne og retningslinjerne vil blive diskuteret videre under G20-ministrenes møde torsdag. Energi- og klimaministeriet har ikke et tal for, hvor stor en del af regningen, som private aktører skal betale, men det er den største sum, vurderes det. De vil blive støttet af offentlige finansieringer gennem offentlig-private samarbejder.

Lilleholt: Grøn energi skal være en god forretning

Det er en fordel, når der investeres i grøn energi, men virksomhederne skal også kunne tjene penge på det, lyder det fra Lars Christian Lilleholt.

Et godt eksempel er de store datacentre, der er planer om i Danmark, som vil investere i vedvarende energi, mener ministeren.

"Vi har brug for lignende gode eksempler verden over, hvor private virksomheder melder sig på banen og siger, de er parate til at investere i vedvarende energi. Og jeg har en klar fornemmelse af, at mange virksomheder er optaget af det her emne, for det betyder også noget for deres eget image og troværdighed, at de ikke bare bruger energien, men også sikrer at den er grøn. Men der er brug for regulatoriske rammer," siger Lars Christian Lilleholt.

Hvordan vil der ske ændringer af de regulatoriske rammer?

”Der kan være lovgivningsmæssige ting, som forhindrer virksomhederne i at kunne investere i grøn energi. Det er for at sikre, at virksomhederne også kan få et afkast på deres investeringer, og så der er en lovgivning, som fremover ikke modarbejder grøn omstilling,” siger ministeren.

Men adspurgt om det her betyder, at det offentlige har risikoen, mens det private kan løbe med fortjenesten, er svaret nej.

"Sådan forholder det sig ikke. Men hvis virksomhederne skal bruge deres egne sparepenge på det her, og se det som en attraktiv investering i forhold til andre investeringer, så er det vigtigt, at der er ordentlige rammer og en vis sikkerhed," siger Lars Christian Lilleholt.

Den fulde liste af medunderskrivere:

• Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

• Global Green Growth Institute (GGGI)

• Institutional Investors Group on Climate Change (IIGCC)

• International Energy Agency (IEA)

• IPEEC

• International Renewable Energy Agency (IRENA)

• OECD

• Partnering for Green Growth and the Global Goals (P4G)

• United Nations Development Program (UNDP)

• Principles for Responsible Investment (UN PRI)

• Verdensbanken

• Dansk Industri

• World Climate Ltd.

 

Klimarådet: Fjern biomassens tilskudsfordele 

Konservative roser S-udspil og er klar på hurtigt energiforlig 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også