Departementschef bliver direktør i Energinet

Peder Andreasen overdrager ansvaret for Energinet og datterselskaberne til den nuværende departementschef i energiministeriet, ministerens stærke mand Thomas Egebo. (Opdateret)

Statens Energinet skal have ny direktør.

Efter 13 år i spidsen for landets systemansvarlige transmissionsselskab har Peder Andreasen valgt at forlade posten, og han bliver afløst af departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet Thomas Egebo.

Med overdragelsen af nøglerne til Energinet viger Peder Andreasen også pladsen som den øverste chef for datterselskaberne Dansk Gas Distribution og Gas Storage Denmark.

"Thomas Egebo er en enorm kapacitet på sit felt. Han har stået i spidsen som departementschef fra ministeriets tilblivelse i 2007 og har med sin skarpe faglighed og stærke lederkompetencer sat et markant og blivende aftryk på ministeriet. Jeg har været meget glad for vores samarbejde og er sikker på, at Energinet med Thomas Egebo har valgt den helt rigtige mand til posten," udtaler Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

Mens Thomas Egebo i store træk har levet et stille liv uden for mediernes søgelys, så blev han en central del af efterspillet i forbindelse med en den berygtede solcellesag i 2013. Da den tidligere radikale energiminister dengang fik en næse for at have givet urigtige oplysninger til Folketinget på baggrund af tal fra Energistyrelsen, var det Thomas Egebo, som blev sat i spidsen for at rydde op i styrelsen.

Sit ry som en håndfast chef fik han allerede, da han i 2009 ─ ganske kort tid før den internationale klimakonference COP15 i København ─ kom på kollisionskurs den daværende energi- og klimaminister Connie Hedegaards chefforhandler på klimaområdet. Her blev spændinger mellem Thomas Becker og Thomas Egebo angiveligt så store, at Thomas Becker valgte at forlade sin post i utide. Ministeriets officielle forklaring dengang var, at chefforhandleren havde brugt store summer på repræsentation, men af flere unavngivne kilders udlægning af sagen fremgik det, at Thomas Becker havde følt sig chikaneret af blandt andre Thomas Egebo.

Året efter udkom bogen Kampen om klimaet, der pegede på spliden som en del af forklaringen på fiaskoen ved det københavnske klimatopmøde.

Bestyrelsesformand i Energinet, tidligere minister og konservativ partileder Lars Barfod, oplyser i dag, at valget af Peder Andreasens afløser er taget efter "en grundig søgeproces."

"Med sin baggrund som departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har Thomas Egebo en meget stærk faglig profil i forhold til jobbet i Energinet. Samtidig har han den solide erfaring som topleder, som jobbet kræver. Derfor har jeg stor tillid til, at Thomas kan løfte opgaven som administrerende direktør i Energinet," udtaler han i pressemeddelelsen.

Thomas Egebo tiltræder stillingen i Energinet senest den 1. maj og bliver chef for cirka 1.200 ansatte. Han kalder i forbindelse med pressemeddelelsen Energinet for "en af de vigtigste og mest spændende virksomheder i Danmark."

"Det bliver fantastisk at stå i spidsen for Energinet. Energinet er en af de vigtigste og mest spændende virksomheder i Danmark. Energinet forvalter og udbygger samfundskritisk energiinfrastruktur i milliardklassen, sikrer høj forsyningssikkerhed og velfungerende markeder for el og gas og understøtter en effektiv omstilling til ren energi. Det er særdeles meningsfulde og motiverende opgaver, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for."

Lilleholt flytter ansatte fra styrelsen op i ministeriet

Lidegaard erkender fejl og beklager i solcellesag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Nordex

Nordex får spansk ordre på 124 MW

For abonnenter

Læs også