Bank: Rockwools toplinje gør en forskel

Selv om flere af nøgletallene fra Rockwool skuffede i kvartalsregnskabet, har Carnegie blikket rettet mod den øgede omsætning.
RITZAU FINANS

Rockwools regnskab for tredje kvartal torsdag aften var ikke entydig positiv læsning for investorerne, der kunne se de overordnede tal skuffe i forhold til analytikernes forventninger og konstatere en nedjustering af forventningerne til hele årets nettoresultat.

På toplinjen levede stenuldskoncernen dog stort set på linje med det ventede, og det er et afgørende element, vurderer Jonas Guldborg Hansen, der er analytiker hos Carnegie.

"Det vigtige for mig er, at Rockwool leverede på toplinjen. Den underliggende markedsudvikling er meget, som den har været de seneste kvartaler. Rockwool var i tredje kvartal ramt af en række engangsomkostninger, men underliggende ser det ud til, at driften er fornuftig, og markedsudviklingen er som ventet," siger han til Ritzau Finans.

I tredje kvartal omsatte Rockwool for 580,9 mio. euro mod ventet 587 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Lidt længere nede i resultatopgørelsen var tallene mere skuffende, men det hænger blandt andet sammen med de føromtalte engangsomkostninger.

Et af problembørnene var Rockwools nye fabrik i Mississippi i USA, der har været lidt dyrere at starte op end ventet, ligesom kapacitetsforøgelserne på fabrikken tager lidt længere tid end hidtil ventet.

"Der er ingen tvivl om, at det er kompliceret at starte sådanne fabrikker, så det er ikke vildt overraskende, at der kan opstå udfordringer. Rockwool skriver også i regnskabet, at fabrikken er gradvist på vej tilbage til den oprindelige plan," siger Jonas Guldborg Hansen.

Kigger man lidt længere frem er fokus omkring Rockwool blandt andet på det store russiske marked. Her har Rockwool indtil nu ikke mærket til krisen omkring Ukraine, sanktionerne fra EU mod Rusland eller den svækkede russiske rubel.

Men det kan selskabet meget vel komme til i 2015.

"Det bliver unægtelig sværere i Rusland i 2015, for her bliver Rockwool påvirket af helårseffekten af valutaforskydningerne. Antallet af projekter, der ligger foran Rockwool, falder desuden i øjeblikket, fortalte ledelsen torsdag, så udviklingen i Rusland bliver et afgørende område næste år," siger Jonas Guldborg Hansen.

Rockwool trukket ned af Vesteuropa

Rockwool-optakt: Fokus på store europæiske markeder

Rockwool: Ny chef skal øge afkast

Ny Rockwool-boss skal øge indtjeningen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også