Rockwool-optakt: Fokus på store europæiske markeder

Aanalytikerne er fortsat mere optimistiske end Rockwool selv, når det kommer til hele 2014's nettoresultat, men fokus i tredje kvartal bliver Vesteuropa, hvor der har været dystre meldinger fra stormarkederne.
AF RITZAU FINANS

Nøglen til fortsat fremgang på toplinjen og i indtjeningen hos stenuldsproducenten Rockwool ligger på de store traditionelle markeder i Vesteuropa, når der skal gøres status for tredje kvartal torsdag i denne uge.

Nøgletal har hen over sommeren vist en lidt mere afdæmpet økonomisk udvikling end ventet på de for Rockwool store markeder i eksempelvis Frankrig, Holland og Tyskland, hvilket kan have forplantet sig i bygge- og renovationsmarkedet.

"Vesteuropa - og hvordan det er gået på større Rockwool-markeder som Frankrig - er hovedfokus i tredje kvartal. Meldingerne for andet kvartal har været lidt dystre, og det er til dels samme billede i Tyskland. Det kan have påvirket de generelle byggekonjunkturer," siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Generelt set er analytikerne fortsat mere optimistiske end Rockwool selv, når det kommer til hele 2014's nettoresultat. Her venter Rockwool et resultat på 127 mio. euro, mens konsensus blandt ni analytikere adspurgt af SME Direkt for Ritzau Finans er en bundlinje på 138 mio. euro.

Salget vokser

Men hvis Rockwool skal kunne opjustere forventningerne ved regnskabet for tredje kvartal, kræver det en fornuftig udvikling på netop de store vesteuropæiske markeder kombineret med en gunstig udvikling i råvarepriserne, vurderer Søren Løntoft Hansen.

"Det ser ud til, at prisfaldet på koks er fortsat i tredje kvartal, og det bør være positivt. Oliepriserne er lave lige nu, og energipriserne generelt er også faldet, forventer jeg. Det kan hjælpe indtjeningen generelt og bane vejen for en opjustering," lyder det fra senioranalytikeren.

Søren Løntoft Hansen venter selv et nettoresultat for hele 2014 på 141 mio. euro.

På toplinjeniveau venter Rockwool en omsætningsvækst inklusive opkøb på 12 pct. i hele 2014. Uden opkøbene - særligt de store af slagsen af Chicago Metallic Corporation og Heck Wall Systems (tidl BASF Wall Systems, red.) - ventes toplinjen at vokse med 5 pct.

Det skal blandt andet trækkes af en fortsat god udvikling i Østeuropa og Nordamerika. Rockwool er modsat mange andre selskaber endnu ikke ramt af urolighederne i Rusland og Ukraine. I andet kvartal voksede isoleringssalget i Østeuropa således med 12 pct. sammenlignet med andet kvartal 2013, og den udvikling ventes at være fortsat i tredje kvartal.

"Jeg venter en omsætningsvækst på omkring 12 pct. i tredje kvartal, og det afspejler en moderat underliggende vækst. Det er lidt dæmpet af udviklingen i Vesteuropa, men trukket op af godt aktivitetsniveau i Nordamerika og til dels Østeuropa," siger Søren Løntoft Hansen.´

Østeuropa er drevet af en god udvikling på det polske marked og faktisk også det russiske marked. Rockwool var uberørt af urolighederne i andet kvartal, og det, forventer jeg, vil fortsætte i tredje kvartal. Derefter begynder Rockwool at lukke ned i Rusland, for isoleringssæsonen er meget kort derovre," fortsætter han.

Øget kapacitet i USA

Tidligere i 2014 åbnede Rockwool en ny fabrik i USA, og det vil formentlig allerede i tredje kvartal kunne mærkes i form af øget kapacitet på det nordamerikanske marked.

I den sidste væsentlige del af Rockwools forretning, Asien, ventes Kina fortsat at vise mindre lyspunkter, mens det generelle indtryk fortsat vil være et svagt marked som følge af vedvarende problemer med manglende lovgivning omkring brug af brandsikker isolering.

"Det er mit indtryk, at Rockwool fortsætter med at forbedre sin position på det amerikanske marked. Der er taget en ny fabrik i brug, og derfor vil vi se en gradvis forøgelse af kapaciteten. I Asien var der små regionale lyspunkter i andet kvartal, og det kan godt være fortsat i tredje kvartal, men generelt set er det fortsat et meget begrænset marked," siger Søren Løntoft Hansen.

I samlet flok venter analytikerne en omsætning på 587 mio. euro i tredje kvartal mod 528 mio. euro i den tilsvarende periode sidste år ifølge SME Direkts estimater. Det hører dog med til historien, at estimaterne svinger fra 568 mio. euro til 704 mio. euro.

Driftsresultatet (EBIT) ventes at vokse til 65 mio. euro fra 60 mio. euro i tredje kvartal 2013, mens bundlinjen ventes at give et nettooverskud på 46 mio. euro mod 42 mio. euro i samme periode i fjor.

Rockwool: Ny chef skal øge afkast

Helveg indleder kampen for grøn energi i EU

Ny Rockwool-boss skal øge indtjeningen

Rockwool fyrer topchefen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også