Bank: Faldende kokspriser bør udløse opjustering hos Rockwool

Rockwools driftsindtjening og bundlinje var så godt som på linje med analytikernes forventninger i andet kvartal, og dermed er stenuldsproducenten fortsat foran egne forventninger til helåret, hvis man spørger analytikerkorpset.
Samtidig ser Rockwool ud til at have draget gavn af faldende priser på den vigtige råvare koks i perioden, og fortsætter den tendens, kan der derfor meget vel være en opjustering af forventningerne på vej senere på året - mest sandsynligt ved regnskabet for tredje kvartal.
"Det ser ud til, at kokspriserne er faldende, og det er jo en væsentlig udgift for Rockwool. Slår det igennem i andet halvår, bør selskabet være i stand til at opjustere forventningerne til bundlinjen," siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.
Rockwool fastholdt i regnskabet sin forventning om et nettoresultat for hele 2014 på 127 mio. euro, mens analytikerne inden regnskabet ventede et nettoresultat for hele året på 140 mio. euro ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
I andet kvartal realiserede selskabet et nettoresultat på 33,4 mio. euro mod ventet 34 mio. euro blandt analytikerne. Resultatet blev sikret ud fra en omsætning på 547,9 mio. euro mod ventet 546 mio. euro samt et driftsresultat (EBITDA) på 84,5 mio. euro mod ventet 87 mio. euro blandt analytikerne.
Ukraine-uro preller af på Rockwool
Spændinger stjæler fokus op til Rockwool-regnskab
Relaterede artikler:
Ukraine-uro preller af på Rockwool
For abonnenter
Rockwool gennem andet kvartal i smult vande
For abonnenter