EnergiWatch

Green Mobility: Observationsstatus var et eller andet sted forventet

"Det var et eller andet sted forventet, og af samme årsag har vi jo også været i gang med at planlægge en kapitalrejsning, som vi forventer at gennemføre i den nærmeste fremtid," lyder det fra delebilsselskabets chef for IR.

Foto: Mads Frost/JPA

Det kommer ikke som den helt store overraskelse for delebilstjenesten Greenmobility, at den københavnske fondsbørs har tildelt selskabets aktie observationsstatus, fordi egenkapitalen i tredje kvartal gik i rødt.

Derfor forventer Anders Wall, der er chef for investor relations hos Greenmobility, også, at anmærkningen hurtigt forsvinder igen, når selskabet efter planen inden for kort tid vil rejse mellem 50 og 100 mio. kr. i ny kapital.

"Det var et eller andet sted forventet, og af samme årsag har vi jo også været i gang med at planlægge en kapitalrejsning, som vi forventer at gennemføre i den nærmeste fremtid," siger han til Ritzau Finans.

"I vores optik er det ret udramatisk, da vi er en vækstvirksomhed, der skalerer til flere byer i Europa, og så skal vi fra tid til anden have kapital ind," fortsætter han.

Mærkat vil forsvinde

Greenmobilitys offentliggjorde onsdag sit regnskab for tredje kvartal, og det viste en negativ egenkapital på 3,04 mio. kr. ved udgangen af september.

I regnskaberne for både første og andet kvartal op slog selskabet også fast, at der skulle hentes ny kapital i løbet af 2020, og derfor mener Anders Wall heller ikke, at det kommer bag på aktionærerne.

"Men det er klart, at det er et mærkat, der sidder, og derfor er der selvfølgelig nogle, der stiller spørgsmål. Jeg forventer, at den anmærkning hurtigt forsvinder igen, fordi vi er i gang med en kapitalregning," siger han med henvisning til den tildelte observationsstatus.

Greenmobility er på nuværende tidspunkt noteret på minibørsen, First North, men inden udgangen af 2020 har selskabet planer om at have første handelsdag på hovedbørsen i København.

Anders Wall forventer ikke, at pladsen på observationslisten kommer til at få betydning for det ryk.

"Prædikatet forsvinder jo, så snart vi har gennemført kapitalrejsningen, for så er der ikke negativ egenkapital længere. Samtidig har vi vist gode resultater og har opbakning fra vores aktionærer, så helt generelt tager jeg det helt afslappet," siger han.

Vil hente penge til mellem et til halvandet år

Meddelelsen fra Nasdaq Copenhagen landede torsdag formiddag, og pladsen på observationslisten blev forklaret med, at selskabets seneste kvartalsrapport viste en negativ egenkapital og beskriver en væsentlig usikkerhed om koncernens evne til at fortsætte som "going concern".

I regnskabet skriver Greenmobility også under et afsnit om "going concern", at da selskabet er i en vækstfase, forventes det, at realiserede tab og budgetterede tab vil fortsætte i en periode fremover.

Samtidig fastslår ledelsen også, at hvis kapitalplanerne gennemføres, anser den selskabets kontantbeholdning for at være tilstrækkelig til at sikre selskabets drifts i mindst et år frem.

"Det kapital, vi henter nu, skal række det næste år til halvandet. Det er jo minimum 12 måneder, vi skal have kapital til. Da vi er en vækstvirksomhed, handler det for os om at "bygge" nye byer, hvor vi kan få vores grønne delebilstjeneste ud," siger Greenmobilitys chef for investor relations.

Selskabet har mere præcist planer om at rejse 50-100 mio. kr. i kapital gennem en såkaldt private placement uafhængigt af skiftet til hovedbørsen kombineret med en lånefacilitet på 75 mio. kr. Ifølge Greenmobility kommer der "forhåbentligt meget snart" nyt om kapitalrejsningen.

Greenmobility oplyser også, at selskabets bank har garanteret kreditfaciliteter på op til 15 mio. kr. til driften, indtil kapitalforhøjelsen er gennemført. Ifølge selskabet er der tale om en helt almindelig kassekredit-lignende kreditfacilitet.

"Vi har altid haft et tæt forhold til vores bank, der også kender den måde, vi bygger vores forretning og vækster til nye byer. Så det har været helt naturligt og netop for, at vi ikke skal gøre noget overilet, men i stedet kan gøre det på den rigtige måde," siger Anders Wall.

Flere kapitaltilførsler i fremtiden

IR-chefen fortæller også, at det ikke er sidste gang, at Greenmobility skal gennemføre initiativer for at få flere penge i kassen, da selskabet har planer om at udbrede den eldrevne delebiltjeneste til en lang række byer i Europa de kommende år.

"I takt med at vi skal ud til flere byer, og at det skal ske hurtigt, vil det også kræve kapital igen på et senere tidspunkt. Det ligger noget ude i fremtiden, så det tør jeg ikke at sætte et tidspunkt på nu," siger Anders Wall.

Selskabet er lige nu til stede i seks forskellige byer på tværs af Danmark, Belgien og Sverige. I 2021 er det ambitionen at have udbredt selskabets eldrevne delebiler til mere end 15 byer. Målet for 2025 er at være til stede i mere end 35 byer.

Vækstplanerne betyder også, at eksisterende og nye aktionærer ikke skal regne med, at Greenmobility på de overordnede linjer vil generere et overskud de kommende år.

"Vi har sådan set ikke nogen ambitioner om, at vi i den nærmeste fremtid på gruppeniveau skal lave et overskud. I takt med at vi bygger flere byer op og gør det hurtigere, vil der sandsynligvis være et underskud i en del år frem," siger Anders Wall.

Hvis man som investor i stedet dykker ned i de enkelte byer, som selskabet er til stede i, vil der dog være overskud at finde. Indtil videre gælder det kun for aktiviteterne i København, der genererede et overskud for første gang i august i år, og det blev videreført i september.

Ifølge IR-chefen forventes der at gå mellem to til tre år, fra konceptet lanceres i en by, til den forventes at nå "breakeven".

Green Mobility tildeles observationsstatus for negativ egenkapital

Nyt underskud sender Green Mobilitys egenkapital i rød

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere