Debat: Processtrømsafgiften hindrer et sundt lademarked for elbiler

Eldrup-kommissionen har allerede identificeret en af de største barrierer, der er for at få et sundt marked for elladning, skriver analysechef Allan Skytte Christensen, Drivkraft Danmark.
Foto: PRDrivkraftDanmark
Foto: PRDrivkraftDanmark
AF ALLAN SKYTTE CHRISTENSEN, ANALYSECHEF, DRIVKRAFT DANMARK

Eldrup-kommissionen afleverede forleden sin første delrapport. Den giver nogle bud på, hvordan afgifter, tilskud mv. kan fremme udbredelsen af elbiler frem mod 2030. Udrulningen af ladestandere kommer først i en senere rapport.

Alligevel har Eldrup-kommissionen allerede identificeret en af de største barrierer, der er for at få et sundt marked for elladning. For kommissionen anbefaler, at ordningen med processtrømsafgift ikke skal videreføres, når den nuværende ordning udløber den 1. januar 2022.

Baggrunden for anbefalingen er, at ordningen svækker konkurrencen på markedet for ladeinfrastruktur – en pointe, som Klimarådet også har fremført.

Ekstrem lav elafgift

Mens elafgiften for private normalt er 89,2 øre/kWh, er processtrømsafgiften en ekstrem lav elafgift på kun 0,4 øre/kWh, som erhvervslivet betaler for den strøm, der anvendes i dens produktion.

Og af uransagelige grunde er det også den afgift, der skal betales for at oplade elbiler ude i private garager – men kun hvis det er en ladeoperatør, der ejer den tilknyttede ladeboks.

Hvis bilisten selv ejer ladeboksen, skal der betales fuld elafgift. Nogle ladeoperatører returnerer afgiftsbesparelsen til glæde for bilisten. Men andre vælger at bundle opladning hjemme med opladning ved offentlige ladestandere i ét samlet abonnement.

Sidstnævnte kan virke tillokkende for forbrugeren, fordi det giver vished om den månedlige udgift. Men det er også med til at svække markedet for opladning på farten. For hvorfor betale for at oplade elbilen hos en anden ladeoperatør, når man får det med "gratis" i abonnementet?

Senest har vi også set, at abonnementet er blevet yderligere bundlet med købet af en elbil, så det slet ikke kan betale sig at undlade at tage imod ladeboksen og det tilknyttede abonnement.

Binding til ladeoperatør

På den måde svækkes konkurrencen, fordi bilisten bindes til den samme ladeoperatør på alle delmarkederne, alene fordi bilisten med et abonnement betaler en langt lavere afgift, end hvis bilisten selv betaler for strømmen.

Det er meget uheldigt, da der lige nu er mange operatører, som står på spring for at tilbyde opladning af elbiler – både hjemme og i det offentlige rum. Men de har vanskeligt ved at komme ind på markedet på grund af de urimelige afgiftsforskelle, der er på opladning af elbiler, og de afledte effekter som de medfører for konkurrencen. 

Både Eldrup-kommissionen og Klimarådet foreslår derfor, at den afgiftsmæssige forskelsbehandling bør afskaffes. Afgiften skal være den samme, uanset hvem der ejer ladeboksen, for at skabe et sundt opladningsmarked.

Drivkraft Danmark kan ikke være mere enig og går videre: Hellere en afgiftsmæssig ligestilling i dag end om godt et år, hvis vi ønsker reel konkurrence på lademarkedet til gavn for elbilisten og en effektiv udrulning af ladeinfrastruktur.

Eldrup-forslag kan ændre ladeoperatørers abonnementer  

Drivkraft Danmark ser ikke en mio. elbiler som et mål i sig selv

Clever til politikerne: Sørg for elbilerne, vi klarer ladestanderne 

Eon Danmark: Eldrup-kommissionen undervurderer behovet for elbiler 

Eldrup-kommissionen har skelet til De Gule Veste med sine elbil-anbefalinger 

   

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også