Østjysk havn er klar med miljøvenlig strøm til skibe

Grenaa Havn er som landets første erhvervshavn klar med mobilt anlæg, der kan forsyne skibe med strøm.
Foto: PR Grenaa Havn
Foto: PR Grenaa Havn
AF RITZAU

Det er slut med skibe, der oser og forurener, mens de ligger i havnen i Grenaa.

Den østjyske erhvervshavn har fået landets første mobile landstrømanlæg, så skibe kan koble sig på elnettet, når de lægger til kaj.

"Vores kunder sparer dieselolien til generatorerne, og derudover sparer de tid, penge og mandskab til at servicere og vedligeholde dieselgeneratorerne," siger havnedirektør Henrik Carstensen.

"Samtidig er strømmen fra landstrømanlægget langt mere miljøvenlig end den strøm, som skibenes og boreriggenes egne dieselgeneratorer producerer," siger han.

Det er et velkendt problem, at skibe, der har generatorerne tændt, mens de ligger i havn, udleder skadelige partikler.

Forskere fra Aarhus Universitet har slået fast, at forureningen fra eksempelvis et krydstogtskib svarer til forureningen fra 5000 biler, når det gælder udledning af partikler.

Aarhus Havn, der anløbes af et stigende antal krydstogtskibe, undersøger for tiden mulighederne for at etablere et landstrømanlæg.

Københavns havn har den største trafik af krydstogtskibe blandt de danske havne. 

Her besluttede kommunen og havneselskabet for nylig at investere i et landstrømanlæg.

Det skal stå klart ved Oceankaj i Nordhavn i 2021.

Det mobile anlæg ved havnen i Grenaa kan levere strøm i forskellige frekvenser og spændinger, så det er tilpasset det enkelte skibs behov.

Henrik Carstensen oplyser, at havnen har investeret i størrelsesordenen 5,5 millioner kroner i løsningen med landstrøm.

Løsningen henvender sig både til skibe og borerigge, der ligger i havnen i længere tid i forbindelse med vedligeholdelse.

"Det har været et krav fra flere af havnens kunder, at vi kan levere miljøvenlig strøm, som også kan give en prisbesparelse," forklarer han.

Havnedirektøren forventer, at overgangen til landstrøm vil kunne mærkes i form af en bedre luftkvalitet i området omkring havnen.

De første erfaringer med batterier har skabt flere nye spørgsmål

Norsk offshorerederi sætter batterier på flåden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også