EnergiWatch

Statsfond påpeger behov for lovgivning om grøn brint

Blandt snesevis af teknologier er Power2X en af klimaomstillingens få universalnøgler, fastslår rapport fra Innovationsfonden, der næste år kan uddele 800 millioner til grønne projekter.

Elektrolyseanlæg som dette skal give svaret på den danske, grønne omstilling. Problemet er blot, at dette anlæg ligger i Tyskland. Foto: SIEMENS/www.siemens.com/press

Der findes rigtigt mange teknologier med potentiale inden for den grønne omstilling. Det konstaterer den rapport, Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) har udarbejdet for Innovationsfonden som opsummering på det arbejde, et bredt klimaløsningspanel bestående af fag- og forretningsfolk det seneste halve år har budt ind med. Alt fra planterig diæt til telekonferencer og skibsdesign er blandt 61 potentielle løsninger i klimakampen.

Universalnøgler er der dog kun ganske få af. Men blandt de få løsninger, der kan hjælpe inden for såvel landbrug, bygninger, energi, industri og transport, er tidens helt store buzzword inden for energiteknologi; grøn brint eller Power2X.

"Ideelt set er Power2X vanvittigt godt for Danmark, fordi det binder alle teknologierne sammen og har en fantastisk evne til at samle på tværs af såvel politiske som sektorinteresser," siger seniorrådgiver ved IFF, Martin Kruse, der ledede panelets energigruppe.

Savner støttehjul

Rapporten konstaterer da også, at Danmark står relativt godt i forhold til at gøre gavn af den grønne brint. I en rangering af teknologierne som danske styrkebastioner gør vindindustrien og selskaber som Haldor Topsøe, at Power2X får prædikatet Best in class, når det kommer til teknologi og knowhow. Mens det også vurderes, at der er nået langt i forhold til kommerciel modning af teknologien.

Anderledes ser det dog ud, når det kommer til de regulatoriske rammer. Mens rapporten på det punkt konstaterer, at Danmark står stærkt, når det f.eks. kommer til cykelinfrastruktur, så er de lovgivningsmæssige støttehjul helt fraværende omkring grøn brint.

"For at Power2X kan blive en levedygtig løsning i fremtiden, er der nødt til at blive skabt markeder for at skalere produktionen op og drive priserne ned. Dette kan opnås gennem stærk politisk opbakning med obligatorisk vedtagelse af Power2X, som det har været tilfældet for biofuels," noteres det i rapporten.

Skal skaleres

Mens energiteknologiske evergreens som fjernvarme, sol og vind i rapporten ventes at få stor betydning for fremtidens grønne omstilling, får Power2X da også et noget blødere stempel. Potentialet frem mod 2050 er uvist, konstateres det. For det kræver billig strøm, lave tariffer og en yderligere billiggørelse af den elektrolyseproces, der omdanner grøn strøm til brint, før det er muligt at indfri.

"Situationen i dag kan sammenlignes med solceller i 1970'erne, hvor prisen var relativt høj. Hvis den skal ned, skal teknologien skaleres op, og det kræver et marked, der igen kræver penge, som typisk kommer gennem regulering. Synspunktet er, at teknologien ikke i sig selv kan nå at skalere op, hvis ikke der er et marked," siger Martin Kruse.

Hverken Instituttet for Fremtidsforskning eller Innovationsfondens rapport som sådan tager dog stilling til teknologierne. Det er snarere et bredt idékatalog over mulige løsninger, og hvordan Danmark kan sætte ind.

800 millioner

Samtidig er det dog langt fra bare Fætter BR's årlige julekatalog, som læseren kan fylde ud med håbefulde krydser. For Innovationsfonden udmønter allerede nu trecifrede millionbeløb til grønne forskningsprojekter. Og vedtages Finansloven med den aftalte fordeling af forskningsreserven, vil det beløb næste år være på 800 mio. kr., hvilket gør det langt fra ligegyldigt i hvilke retninger, rapporten peger.

"Uret tikker i klimakampen. Vi skal handle hurtigt, ambitiøst og effektivt. Derfor glæder jeg mig over, at klimapanelet med sit arbejde har gjort os klogere på, hvordan Innovationsfonden investerer i de mest effektive klimaløsninger," siger konstitueret direktør i Innovationsfonden, Tore Duvold, om rapporten.

"Det er ret unikt, at det her arbejde er sket i fællesskab mellem forskerne, som jo skal finde teknologierne og løsninger, og så virksomhederne, som skal omsætte det til konkrete produkter, der gør en forskel for klimaet."

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere