EnergiWatch

Danske virksomheder vil have bid af californisk grundvandsmarked

Vejen ind på det amerikanske marked i Californien kan være med til at åbne op for projekter i resten af verden for de danske virksomheder.

Foto: RITZAU/MIRIAM DALSGAARD

Dansk vandteknologi vil snart strømme over Atlanten til det amerikanske marked. I et nyt samarbejde vil danske virksomheder og Stanford Universitet i USA videreudvikle danske vandteknologiske løsninger, der skal beskytte grundvandet i staten Californien, meddeler Udenrigsministeriet.

Udover det amerikanske universitet indgår blandt andet Aarhus Universitet og de danske virksomheder Rambøll, Skytem, der benytter teknologi til at kortlægge jordens grundvandsmagasiner, og it-virksomheden I-GIS.

Det er problemer med grundvandsforurening og faldende grundvandsniveauer, der har fået det amerikanske universitet til at efterspørge ny vandteknologi. Og her vil de danske erfaringer blive bragt i spil. I Danmark har der været foretaget en kortlægning af grundvandet mellem 1999 og 2015, hvor Aarhus Universitet blandt andet bidrog til en del af arbejdet.

De danske virksomheder vil trække på den 16 år lange erfaring og ved blandet andet at benytte en helikopter med en elektromagnetisk spole, der kan skanne undergrunden, vil de indhente en stor mængde data og udvikle en model, der kan kortlægge Californiens grundvand og benytte den til at få udarbejdet en anbefalet praksis for grundvandsbeskyttelse i staten.

"Det er en stor udfordring i Californien, hvor man nu skal til at opnå bæredygtig indvinding af grundvand. For det er helt nyt. Grundvand har været noget, man bare pumpede op, så længe der var noget at pumpe af, uden hensyn til miljø og naboer. Nu vil de så til at regulere det, og for at de kan det, har de brug for en bedre forståelse af deres grundvandsmagasiner og grundvandsressourcer. Og det er netop det, vi har gjort i Danmark," siger Max Halkjær, der er markedsmanager for vandressourcer i Rambøll.

Solskinsstaten, der længe har kæmpet med et stort overforbrug og mangel på vand, fik i 2014 vedtaget en "Sustainable Groundwater Management Act", der medfører skærpede krav til de 515 grundvandsdepoter i delstaten, og som en del af den nye lov skal staten have foretaget en 3D kortlægning af grundvandet. Det store fokus på at passe på grundvandet, som staten nu anlægger, vil ifølge den danske miljøstyrelse betyde, at Californien vil komme til at bruge flere milliarder kroner på at forbedre vandkvaliteten og bekæmpe vandspild.

Og det er godt nyt for Danmark, for det kan føre til over 50 danske jobs, oplyser Miljøstyrelsen. Danske virksomheder har også gode chancer for at få succes på det amerikanske marked, mener man hos Rambøll.

"Selv om det er forskellige lande, så er der mange ligheder geologisk, uanset hvor du er i verden. Det er langt hen ad vejen de samme muligheder og teknikker, man ville bringe i anvendelse. I forbindelse med vores danske grundvandskortlægning har vi udviklet unikke værktøjer og metoder, som gør, at vi har et forspring, når vi gør entré på det amerikanske marked," siger Max Halkær.

Projektet med Stanford Universitet kommer til at løbe over de næste to år og foregå som pilotprojekt tre forskellige steder i Californien. I alt er der blevet afsat 13,5 mio. kr. i perioden. Hvor det danske Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP, støtter projektet med 4,1 mio. kr. årligt de næste to år.

Rambøll: Vi tjener ikke penge på projektet

Eksporten af dansk vandteknologi til USA har ligget lavt i en længere årrække, men det lader nu til, at den har mulighed for at blive kickstartet. Og særligt de sidste par år, er eksporten gået frem. Mellem 2016 og 2017 er eksporten steget med 12,3 pct. og ligger nu på 1,26 mia. kr.

Det nye samarbejde i Californien kan give eksporten et ekstra nøk fremad, mener Jørn Rasmussen, næstformand i MUDP.

"Projektet kan være til stor gavn for dansk eksport. Der er et stort marked for viden inden for grundvandsområdet. Et af de vigtigste mål er at udvikle de danske metoder til fortolkning og behandling af data specielt til Californien. Hvis det kan lykkes, vil vi i fremtiden kunne bidrage med langt mere avancerede og effektive løsninger af vandproblemer i en lang række lande," udtaler Jørn Rasmussen i en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen.

Her henvises der til, at lande som Australien, Kina, Indien og flere nationer i Mellemøsten kæmper med grundvandsproblemer. Og hvis først Danmark får en fod inden for på markedet i Californien, kan andre landes tørke godt føre til guldregn over Danmark.

"Det amerikanske markeds potentiale udgør mere end 150 mia. dollars, og der er udsigt til yderligere investeringer for over 700 mia. dollars i de kommende årtier. Det er derfor virkelig gode nyheder, at danske virksomheder i stigende grad realiserer det enorme potentiale, vi ser på det amerikanske vandmarked," udtaler Jacob Vind, leder af Trade Councils Water Technology Alliance (WTA), i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Selv om projektet først for alvor begynder i august, mærker man hos Rambøll allerede drypvis henvendelser og efterspørgsel på de danske teknologier.

"Vi kan allerede her i forstadiet af det her projekt se, at folk er interesseret i det. Og der er flere myndigheder i Californien og nærmarkedet, som kommer til at se det her," siger Max Halkjær.

Det er dog med de langsigtede planer i mente, at Rambøll er gået ind i samarbejdet med de andre danske virksomheder og Stanford Universitet. For den økonomiske gevinst er ikke lige til at øjne i horisonten endnu.

"Projektet her er ikke noget, vi tjener kassen på. Det er nok ikke mere end breakeven, men vi gør det for at skabe referencer. Som dansk gruppe af virksomheder er perspektivet at få lov til at påvirke, hvordan man laver grundvandskortlægning og beskyttelse i Californien, da vi dermed vil blive set som en vigtig spiller," siger han og tilføjer:

"Vi kan bruge det her projekt, når vi skal profilere os selv. Og det her projekt kan lede til andre projekter i USA og resten af verden. Der er stor respekt omkring Stanford Universitet, og det giver et helt andet gennemslag, at vi har samarbejdet med amerikanere og vist vores kompetencer uden for Danmark, når vi skal byde på opgaver rundt om i verden."

Grundfos får lussinger på amerikansk slagmark

Danske Vandværker: Drikkevand trues af fracking

Forsiden lige nu

Briterne vil både blæse og have mel i munden efter brexit

Nyhedsanalyse: Storbritanniens forslag til en aftale med EU efter brexit vil være godt nyt for fødevarevirksomheder og andre handels- og produktionsvirksomheder, mens servicevirksomheder og finansielle virksomheder til gengæld kan blive klemt. Parterne står dog stadig langt fra hinanden i forhandlingerne, skriver Watch Mediers EU-korrespondent, der er dykket ned i den såkaldte hvidbog.

Energikæmpe sender udskældte energibesparelser i nyt udbud

Cerius har gjort status efter forårets møgsag om et udbud af energibesparelser for et trecifret millionbeløb. Nu er man klar til at sende opgaven på markedet igen, og her forklarer netdirektøren, at man har "lyttet opmærksomt" til den tidligere kritik.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere