EnergiWatch

Kontant udmelding fra A.P. Møller-direktør ærgrer Aalborg Forsyning

"Vi havde faktisk håbet, at vi med den forretningsmodel, vi har valgt, kunne have etableret et muligt godt samarbejde med A.P. Møller," siger driftsdirektør Jesper Høstgaard-Jensen i Aalborg Forsyning.

Foto: Maersk Line

A.P. Møller Holdings beslutning om ikke at byde på et kommende EU-udbud i Aalborg Kommune på efterforskning og indvinding af geotermi til fjernvarmeforsyningen ærgrer energiselskabet Aalborg Forsyning.

Ifølge A.P. Møller Holdings direktør for geotermi, Samir Abboud, er det valgte koncept for geotermi i Aalborg for risikofyldt.

Vi er rigtig kede af, at A.P. Møller ret kontant har meldt ud, som de har gjort.

Jesper Høstgaard-Jensen, driftsdirektør, i Aalborg Forsyning.

"Vi er rigtig kede af, at A.P. Møller ret kontant har meldt ud, som de har gjort. Vi havde faktisk håbet, at vi med den forretningsmodel, vi har valgt, kunne have etableret et muligt godt samarbejde med A.P. Møller, der imidlertid ikke har ønsket at afvige fra sit eget koncept," siger Jesper Høstgaard-Jensen, driftsdirektør i Aalborg Forsyning.

Aalborg Forsyning har i sit udbud, der efter planen offentliggøres i september, valgt en såkaldt turnkey-model med udvidede garantiforpligtelser, hvor den valgte operatør, enten A.P. Møller Holding, Geotermisk Operatørselskab, Geoop, eller et andet selskab, afleverer et nøglefærdigt anlæg, som kommunen overtager ejerskabet og efterfølgende driften af.

Ifølge alle forundersøgelser, som Aalborg Forsyning har foretaget, opnås den mest fordelagtige effekt for kommunen og dermed forbrugerne ved at have ejerskabet af et geotermisk anlæg, mens den største risiko ifølge det kommunale energiselskab ligger i efterforskning og etablering af anlægget, der overlades til en eller flere virksomheder.

"Vi tror på, at vi kan finde en rigtig god løsning for alle, og vores dør står fortsat åben for A.P. Møller. Vi ser gerne, at alle de potentielle leverandører byder ind, og vi ser bestemt A.P. Møller som en meget, meget attraktiv byder," siger Jesper Høstgaard-Jensen.

A.P. Møller Holdings eget forretningskoncept testes i øjeblikket i forhandlinger med Aarhus Kommune, hvor parterne forhandler eksklusivt på baggrund af et koncept, hvor A.P. Møller står for hele processen, herunder ejerskab og drift, og bærer dermed hele risikoen i en 30-årig aftale. Indtil for ganske nylig var der endnu ikke enighed om prisen og mængden af varme, som A.P. Møller i givet fald skal levere.

Kan udmeldingen fra A.P. Møller Holding få Aalborg Forsyning til at ændre sin forretningsmodel?

"Nej. Vi vurderer, at det er den bedste løsning i Aalborg," siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Risikofyldt koncept

Samir Abboud oplyste onsdag til EnergiWatch, at man havde foreslået Aalborg Forsyning at vente med at sende sin turnkey-model i udbud, indtil efterforskningsfasen er gennemført. Samtidig advarede han om, at Aalborg Forsyning med sit forretningskoncept risikerer at gentage de fejl, andre kommuner har begået med risiko for, at geotermi som en stor og fremtidig grøn energikilde ikke kommer ud af mange år dødvande i Danmark.

"Vi har besluttet ikke at byde. Den samarbejdsmodel, Aalborg har valgt, hvor man selv vil eje og drive det geotermiske anlæg, når det er færdigbygget, mener vi simpelthen, er for risikofyldt. Vi præsenterede sidste år en ny forretningsmodel, hvor den, der bygger anlægget og har kompetencerne, tager ansvaret hele vejen igennem og dermed også for, at det fungerer i en 30-årig aftaleperiode. Ellers kan vi ikke komme ned på en pris, der er konkurrencedygtig (i forhold til biomasse og andre energikilder, red.)," sagde Samir Abboud:

APMH_Samir Abboud_low.jpg

"Vi tror ikke på, at et fjernvarmeselskab, uanset hvor dygtige de er, har de nødvendige kompetencer til at drive et geotermianlæg. Det er kompetencer fra et olieselskab, der er nødvendige."

Handler om prisen

Prisen for geotermi er kardinalpunktet i Aarhus og Aalborg.

"Vi har lagt op til, at der er en præmie at betale, forrentning af kapitalen som vi lægger ud, der også skal dække den risiko, vi tager i efterforskningsfasen, i i anlægsfasen og i driftsfasen. Men man skal jo være opmærksom på, at præmien skal holdes inden for den maksimale pris, der betales til os, og som skal være billigere end alternativet. Det vil typisk være biomasse, men stadigvæk skal vi være billigere end alle de alternativer, der findes," siger Samir Abboud.

Aalborg Forsyning støtter sig til en forretningsmodel for udvikling af geotermi i kommunen, som Geotermisk Operatørselskab, Geoop, med bl.a. den tyske energikæmpe i Eon og Iceland Drilling i ejerkredsen, har foreslået det nordjyske forsyningsselskab.

Geoop er samtidig kommet bedst ud i en samlet vurdering bedømt på en række centrale kriterier i de indledende markedsundersøgelser om pris, kvalitet, finansiel kapacitet og andre forhold, som Aalborg Forsyning med bistand fra eksterne konsulenter har foretaget.

Geotermi i dødvande

A.P. Møller Holding lancerede sidste år sine ambitioner om at gå ind i geotermi i stor skala og kickstartede dermed den grønne energikilde som en vigtig del af fremtidens varmeforsyningen i Danmark og efter flere års dødvande herhjemme.

Nu er regningen for kuldsejlet geotermiprojekt gjort op

Dødvandet er udløst af især det fejlslagne geotermiprojekt i Viborg Kommune og som derfor i dag en stort set uudnyttet energikilde i Danmark. Men det er anslået, at geotermi har potientiale til at dække omkring 30 pct. af det danske fjernvarmeforbrug.

A.P. Møllers plan har stor politisk bevågenhed på Christiansborg og indeholder potentielle investeringer på 8-10 mia kr. i geotermiske anlæg i de fire store og tæt befolkede områder i Aarhus, Aalborg, Nordsjælland (Hillerød m.fl., red.) og hovedstadsområdet gennem mangeårige aftaler.

 

A.P. Møller trækker sig fra geotermi i Nordjylland

Derfor forhandler Aarhus kun med A.P. Møller om geotermi

Aarhus nedtoner risikoen i varmeaftale med Mærsk

Geotermisk milliardaftale langt fra mål

Hovedstaden ligner en geotermisk lækkerbisken for private selskaber

Lilleholt giver A.P. Møller Holding licenser til geotermi

Geotermisk Operatørselskab scorede højest i Aalborg

 

 

 

 

 

 

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere