Sådan vil KK Wind fordoble sin virksomhed gennem et strategisk sats

Med afsæt i sin meget tunge position indenfor vindmølleindustrien vil milliardselskabet KK Wind nu udvide ind i nye brancher. Udstyr til datacentre og specialkøretøjer er på agendaen. 
Foto: Pr
Foto: Pr

I dag fylder markedet for vindmøller nærmest alt i ordrebøgerne hos A. P. Møller Holding-ejede KK Wind Solutions, men sådan bliver det ikke ved med at være. Den store milliardvirksomhed med årtiers historik indenfor vindmøllebranchen har som en klar del af sin strategi at udvide kraftigt udenfor vindmøller.

Det fortæller Mauricio Fernando Quintana, der er topchef for KK Wind Solutions, til EnergiWatch i dette strategiinterview.

”Vi har cirka 90 pct. af vores forretning indenfor vindkraft i dag,” siger han.

Hvordan ser dette ud om fem år?

”Der vil mit gæt være, at vi har 75 pct. indenfor vind, resten indenfor de nye områder. Om 10 år kan det meget vel tænkes, at det er fifty-fifty. Vi vil fortsætte som en storleverandør til vindkraft, men du vil se, at vi udvikler os til i en stigende grad at levere controllers, converters og cooling til andre industrier,” forklarer han og tilføjer:

”Vores strategiske fokus er at forblive indenfor vindkraft, men også afsøge andre områder. Det er eksempelvis PTX, køling af særlige køretøjer, sensorer, samt køling af datacentre.”

Udgangspunktet er grøn energi:

”Vores strategiske sigte er at finde lommer indenfor vedvarende energi - i vores tilfælde vind og PTX, hvor vi kan blive en førende spiller,” siger han.

Han forklarer, at det skal ske ved at opnå en profitabel vækst. Og man skal agere en hjælper for industrien, så de store vindmølleproducenter på tilsvarende vis kan nå bæredygtig vækst.

KK Wind Solutions skal udbygge rollen som leverandør af controllers og converters, som er selskabets kernekomponent, og ud fra denne position skal KK udvide kraftigt indenfor andre områder.

Er det fordi, du ikke vil stå alene og være afhængig af vindindustrien?

”Ja, det er det. Det har vi været i mange år, og det gør os sårbare,” siger topchefen.

Brede sig ud

”Vi har en håndfuld af faste kunder, men den underlæggende strategi handler om at diversificere til udvalgte markeder, der ligger tæt op ad vores forretning, hvor det giver mening. Samtidig med, at vi gerne ser, at de store vindmølleproducenter outsourcer stadig mere til os, men vi skal gøre os fortjent til det,” siger Mauricio Fernando Quintana. 

”Vi har sat et mål for et par år siden, at vi vil nå 15 mia. i omsætning, og her spiller omsætningen udenfor vindmølleproducenter en signifikant rolle.”

Og det strategiske sats er det modsatte af det, man ser i andre dele af vindindustrien, siger han.

”Strategien er at forblive en førende leverandør i vindindustrien, men samtidig gå fra at fokusere udelukkende på vind til også at kigge ind i andre industrier. Ser du på vindindustrien, er det ofte selskaber, der kommer udefra og leverer ind til vindindustrien. Vi går den modsatte vej, vi er vokset op inde i vindindustrien og kan nu også levere ud af den.”

Analysen er at tage KKs erfaringer fra vindindustrien med ind på andre markeder.

”Man kan sige, at vi gør det modsatte af mange andre aktører, der leverer til vindbranchen.”

Satsningen er båret frem af opkøb. KK Wind Solutions har opkøbt en underafdeling af Vestas og lagt den sammen med KK Winds øvrige satsning på området. Et andet tilkøb er Nissen Cooling fra slutningen af 2023.

”Med købet af Nissen Cooling kan vi brede os ind i andre områder som eksempelvis større køretøjer eller datacentre. Det åbner nye døre for os. Det er et område, vi ser på med stor interesse, og som vi nu går efter,” siger Mauricio Fernando Quintana.

Styrken i andre områder

Han forklarer, at styrken indenfor vind skal oversættes til andre områder.

”Det betyder, at vi kan bevæge os ind i områder, hvor vi har en konkurrencefordel fra vind, hvilket kan tilføre skala indenfor de forskellige områder, vi producerer. Dette betyder grundlæggende, at vi kan levere skala og vokse betydeligt samtidig med, at vi sikrer en profitabel vækst.”

Hvad er det for køretøjer, I vil indenfor?

”Det er specielle biler, køretøjer til militæret, mineindustrien. Det kan være hybridbiler, der kører på el samt brændstof.”

Han forklarer, at KK Wind Solutions, der, som EnergiWatch skrev i går, nærmer sig et navneskifte netop på grund af det strategiske skifte, er klar til flere opkøb.

”Vi har fokus på at sikre os dele af de store producenter, når de vil frasælge enheder indenfor deres virksomhed. Vi er parate til at købe op, hvis de bliver tilgængelige.”

Han forklarer, at de ser på de muligheder, der opstår. 

”Vi ser på de kompetencer, der er derude. Men vi er meget kræsne. Vi vil ikke eksponere os selv og svække vores fokus.”

Han håber, at der dukker noget op.

”De store vindmølleproducenter har forskellige strategier, så det afhænger af dem hver især, men vi vil gerne købe carve outs fra de store producenter, hvis det opstår. Men det er endnu usikkert.”

Carve outs er frasalg, de store foretager, fordi de vurderer, at det ligger for langt fra deres kerneforretning.

A. P. Møller giver styrke

Hvad betyder det for opkøb, at I har AP Møller Holding i ryggen?

”Det betyder, at vi har en stor, stabil spiller i ryggen, der er her på den lange bane. Vores øvre grænse er mere, hvad vi som ledelse kan håndtere end finansielt. Og jeg ser mere barrieren for vækst i form af mandskab - det at få de rette folk fremfor de finansielle muligheder for at købe op,” siger topchefen.

”Hvis muligheden opstår, forsøger vi at få det til at gå op, men i sidste ende er det den største udfordring at finde de rette folk. Opstår der store muligheder for at købe en del af en vindmølleproducent, så er vi klar, men det afhænger af at få de rette ombord. Dét er udfordringen fremfor at skaffe den nødvendige finansiering.”


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også