Norsk olieselskab vil udvinde gas fra Nordsøen trods politisk ønske

For første gang søger selskab om lov til at udvinde gas i Nordsøen trods politisk aftale om at stoppe for det.
Euan Shirlaw er direktør i det norske olie- og gasselskab Noreco, der har ansøgt om søge efter og udvinde gas i Nordsøen. | Foto: Noreco Pr
Euan Shirlaw er direktør i det norske olie- og gasselskab Noreco, der har ansøgt om søge efter og udvinde gas i Nordsøen. | Foto: Noreco Pr
AF RITZAU

Norske Noreco har som det første selskab bedt Danmark om lov til at søge efter og udvinde gas i Nordsøen, efter at Folketinget i 2020 indgik en aftale om at stoppe udvindingen.

Det er krisen i den globale energiforsyning, der får Noreco til at se det danske felt som en potentielt god forretning.

Det siger det norske olie- og gasselskabs direktør, Euan Shirlaw, til Politiken.

”Selv om fire til seks år er det fornuftigt at antage, at Europa har brug for at importere gas. Og et gasmolekyle, der produceres i den danske del af Nordsøen, har et meget lavere CO2-aftryk end et gasmolekyle, der importeres på et skib fra USA,” siger han.

Produktionen kan starte inden for fire til seks år og strække sig 15 år frem.

Første ansøgning

Det er den første ansøgning siden Nordsøaftalen fra 2020, der sætter en slutdato for udvinding af olie og gas i 2050.

Aftalen holdt en dør åben for at udstede nye licenser for at sikre langsigtede vilkår for branchen frem mod slutdatoen.

Klimaministeriet oplyste tirsdag, at danske myndigheder har modtaget ansøgningen uden at sætte navn på aktøren.

Potentialet i det pågældende felt er fem milliarder kubikmeter gas. Det svarer til cirka 2,5 gange det årlige gasforbrug i Danmark.

Euan Shirlaw medgiver, at det kan give dønninger, at Noreco vil udvinde fossil energi. Men ønsket om at begrænse fossil energi bør ses i forhold til forsyningssikkerhed, mener han.

”Vi ser vores rolle som et selskab, der arbejder for at sikre energisikkerhed og udvinde energi med lavt CO2-aftryk,” siger Euan Shirlaw til avisen.

Skeptisk professor

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen er skeptisk over for ansøgningen.

”Det vil være en fejl at godkende det og en fejl at løse vores energikrise ved hjælp af den slags tiltag. Midlerne og arbejdskraften skal gå entydigt i at løse energikrisen og ikke forhindre os i at løse klimakrisen,” sagde han tirsdag til Ritzau.

Han mener, at EU og Folketinget allerede har vedtaget tiltag, som er nok til at komme af med russisk gas. Derfor giver han ikke meget for argumentet om forsyningssikkerhed. Desuden er der tale om få promille, mener han.

Ritzau har siden tirsdag forsøgt at få et interview med klimaminister Lars Aagaard (M), men ministeriet er endnu ikke vendt tilbage.

Det er endnu uvist, om det vil føre til udvinding af gas.

Ministeren hæftede sig tirsdag i en pressemeddelelse ved, at det vil styrke Europas forsyningssikkerhed i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.

Både Greenpeace og tænketanken Concito er stærkt kritisk over for ansøgningen.

Selskabet Noreco er ved at skifte navn til BlueNord.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også