Ny it-aftale skal sætte fart i CO2-fangst hos norsk fjernvarmeleverandør
Norges største fjernvarmeleverandør, Hafslund Oslo Celsio, sætter mere fart i sin digitaliseringsproces, der bl.a. skal hjælpe selskabet med CO2-fangst.
Hafslund Oslo Celsio har indgået en aftale med it-selskabet IFS om at levere platformen til at digitalisere forretningen, fremgår det af en pressemeddelelse.
”IFS-platformen får en vigtig rolle i virksomhedens klimastrategi og skal blandt andet understøtte arbejdet med CO2-fangst og -lagring samt reduktion af spild,” hedder det i meddelelsen.
CO2-fangst, eller carbon capture, dækker over en række metoder til at opsamle CO2 direkte fra forbrændingsprocesser eller fra atmosfæren.
Hafslund Oslo Celsio, der er 60 pct. ejet af Oslo kommune, driver Norges største fjernvarmenet og affaldsforbrændingsanlæg og står for 36 pct. af al den fjernvarme, der produceres i Norge. Selskabet leverer 20 pct. af al opvarmning i Oslo.
Virksomheden satser i stigende grad på CO2-fangst, der bl.a. skal bidrage til, at Oslo kan nå målsætningen om at reducere CO2-udslippet med 95 pct. inden 2030.
Hafslund Oslo Celsios affaldsforbrændingsanlæg i Klementsrud tæt på Oslo kan brænde 365.000 ton affald om året og er på vej til at blive verdens første forbrændingsanlæg med fuldskala CO2-fangst.
"Lykkes det, vil vi indfange omkring 400.000 ton CO2 om året. Det vil være et stort og vigtigt bidrag til å nå Oslos ambitiøse klimamål. Desuden vil teknologien kunne kopieres til tilsvarende anlæg over hele verden," skriver Hafslund Oslo Celsio på sin hjemmeside.
Når IFS Cloud-platformen er fuldt implementeret, vil den understøtte 400 brugere på tværs af et 700 kilometer langt distributionsnet.