Militærmagter vil beskytte energi i Nordsøen: Tyskland står klar til at støtte Danmark

Mens sabotagen af Nord Stream har fået flere lande til at sende krigsskibe til Norden, melder Tyskland sig nu klar til at støtte danske energiinteresser militært. ”Den tyske flåde er klar til at assistere,” fastslår en talskvinde overfor Watch Medier.
(ARKIV) | Foto: AFT / Ritzau Scanpix / Forsvarsministeriet
(ARKIV) | Foto: AFT / Ritzau Scanpix / Forsvarsministeriet
AF PETER THOMSEN, WATCH MEDIERS EU-KORRESPONDENT

BRUXELLES – Skal der støttes op om sikkerheden for energiinfrastruktur i også danske farvande, vil det potentielt kunne blive med assistance fra det tyske forsvar.

Det oplyser en talskvinde for det tyske Forsvarsministerium til Watch Medier og Jyllands-Posten. Hun uddyber, at den tyske regering generelt er i ”tæt kontakt” med Norge, Sverige og Danmark.

”Den tyske flåde er klar til at assistere,” fastslår en talskvinde i en skriftlig kommentar.

Fra tysk side lægger man dog vægt på, at alle konkrete støttetiltag vil skulle koordineres gennem NATO– et emne, som også er på dagsordenen, når alliancens forsvarsministre mødes torsdag i Bruxelles.

I kølvandet på flere sabotageaktioner – hvis eksplosioner resulterede i lækager – på Nord Stream 1 og 2 har spørgsmålet om sikkerheden for kritisk infrastruktur de seneste uger fået en markant mere central plads i europæisk sikkerhedspolitik.

Frederiksen: Støtte ”hele vejen rundt”

Sabotagen mod Nord Streams anlæg er også langt fra fløjet under radaren internt i den nordiske energibranche. Som tidligere beskrevet af EnergiWatch har man fra industriens side allerede set centrale aktører som Equinor, Total Energies og Ineos på stribe højne beredskabsniveauerne på anlæg i både Nord- og Østersøen i kølvandet på sabotageaktionerne på Nord Stream.

Netop lækagesagen var også blandt overleveringspunkterne, da statsminister Mette Frederiksen (S) i begyndelsen af oktober besøgte både formanden for EU’s ministerråd, Charles Michel, NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg og den britiske premierminister Liz Truss.

Her lagde statsministeren overfor journalister i Bruxelles bl.a. vægt på, at Frederiksen gennem den diplomatiske rundrejse var blevet mødt med støtteerklæringer i forhold til også at beskytte danske energiinteresser.

”Vi har et fuldstændigt tilsagn fra Storbritannien,” sagde Mette Frederiksen til bl.a. Watch Medier.

”Jeg har talt med Macron i dag, og i går talte jeg både med den tyske kansler og de nordiske statsministre. Og man kan sige: tilsagnet er der hele vejen rundt. Vi arbejder sammen.”

Siden har også den amerikanske destroyer USS Paul Ignatius indfundet sig omkring gasledningen i Østersøen, hvor det bidrager med bevogtningen af gerningsstedet. Ifølge Watch Mediers og Jyllands-Postens oplysninger er det sket efter et konkret støttetilbud fra amerikansk side.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde tidligere på måneden møder i både Bruxelles og London om gaslækagen på Nord Stream. (ARKIV) | Foto: Mads Claus Rasmussen
Statsminister Mette Frederiksen (S) havde tidligere på måneden møder i både Bruxelles og London om gaslækagen på Nord Stream. (ARKIV) | Foto: Mads Claus Rasmussen

Britisk fregat mod Norge

Mens den tyske regering allerede nu melder sig klar til at støtte beskyttelsen af danske energiinteresser, er der mere afmålte toner fra den britiske regering. Til Watch Medier og Jyllands-Posten lyder meldingen tirsdag aften, at man i øjeblikket ”konstant overvåger sine ansvars- og interesseområder”.

“Dette inkluderer beskyttelsen af kritisk infrastruktur så som undervandskabler og off-shore platforme,” siger en talsperson for det britiske forsvarsministerium i en skriftlig kommentar.

Selv henviser ministeriet konkret til, at forsvarssamarbejde kan ske i regi af den såkaldte Joint Expeditionary Force. En britisk ledet forsvarskoalition udenom NATO, som bl.a. omfatter Danmark, Storbritannien, Norge, Finland og Sverige.

Briefinger, som Watch Medier og Jyllands-Posten har fået adgang til, beskriver imidlertid, at den britiske flåde i forrige uge udsendte fregatten HMS Enterprise. Det britiske krigsskib har bl.a. speciale i at undersøge havbunden i forbindelse med eksempelvis minerydning.

Skibet blev ifølge briefet sendt til Nordsøen for at ”arbejde med Norge om at beskytte kritisk national energiinfrastruktur i kølvandet på den chokerende sabotage på Nord Stream 1 og 2 rørledningerne”.

Repræsentanter for statsministerkontoret i Downing Street ønsker overfor Watch Medier og Jyllands-Posten ikke at kommentere konkret, hvorvidt støtten ydet til Norge også omfatter Danmark og danske interesser.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også