
Siemens Gamesa har sikret sig en fast ordre på 882 megawatt (MW) til det skotske offshore vindprojekt Moray West.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Siemens Gamesa onsdag aften.
Den specifikke ordre omfatter 60 styk SG 14-222 DD offshore-turbiner. Installationen ventes påbegyndt i 2024, og den første strøm fra projektet ventes samme år. Det vil også blive det første projekt, hvor Siemens Gamesas nye 14 MW-turbine sættes i drift.
Aftalen indeholder også en serviceaftale, men det oplyses ikke, hvor lang tid den strækker sig.
”Succesfuld underskrivelse af den faste ordre til Moray West tjener til yderligere at cementere Siemens Gamesa som lederen af offshore-revolutionen,” siger Marc Becker, administrerende direktør for Siemens Gamesas offshoreforretning, i meddelelsen.
Den spansk-tyske vindmølleproducent blev sidste år udpeget til foretrukken leverandør til Moray West.
Moray West er ejet af Ocean Winds, der er et jointventure mellem EDP Renewables og Engie.