EnergiWatch

Minister: Nødsituation med gasforsyning er realistisk scenarie

Danmark har nødplan klar, hvis der opstår problemer med gasforsyningssikkerheden, siger Dan Jørgensen.

Klima- og energiminister, Dan Jørgensen (S). | Foto: Rasmus Kortegård / Vattenfall

At Gazprom nu stopper leverancer af gas til Ørsted, får ”umiddelbart” ikke betydning for gasforsyningssikkerheden i Danmark ”isoleret set”.

Sådan lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

”Men det er klart, at vi ser ind i en usikker fremtid, hvor det faktum, at Putin (Ruslands præsident, red.) nu kontinuerligt har lukket gassen til flere og flere lande, gør, at vi skal være klar på en situation, hvor vi kan komme i problemer med forsyningssikkerheden. Og det forbereder vi os selvfølgelig på,” siger han.

Dan Jørgensen beskriver, at en nødsituation vil være, hvis Rusland lukker for gasleverancen generelt til EU, eller at EU i en sanktionspakke beslutter ikke at modtage gas fra Rusland.

”Begge muligheder er jo realistiske scenarier, og noget som vi forbereder os på.”

Derfor er en nødplan klar i Danmark, hvis der kommer mangel på gas.

”Det er sådan, at de danske husholdninger, der har gas som varmekilde, er såkaldt beskyttede kunder i henhold til lovgivningen. Det vil sige, at de vil få rettighed til gassen først,” siger Dan Jørgensen.

Virksomheder, der fortsat vil være nødsaget til at bruge gas, vil blive prioriteret efter deres samfundskritiske betydning.

Ørsted oplyste tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, at Gazprom, det største russiske gasselskab, har meddelt, at leverancen af gas stopper fra onsdag.

Gazprom har besluttet, at man vil lukke for hanerne, fordi Ørsted har afvist at leve op til det russiske krav om at betale i rubler.

Ifølge Ørsted har selskabet aldrig været forpligtet til at følge sådanne krav.

Beslutningen om ikke at betale i rubler bakker Dan Jørgensen op om.

”Vi fordømmer selvfølgelig den her handling, så stærkt vi kan. Det er afpresning fra Putins side, som er dybt uretfærdigt, og som vi selvfølgelig finder dybt kritisabelt,” slår ministeren fast.

I et opslag på Instagram bakker også statsminister Mette Frederiksen (S) op om Ørsteds beslutning.

”Putins beslutning om at lukke for gassen til Danmark er ren afpresning og fuldstændig uacceptabel.”

”Det får ikke os til at vakle i forhold til støtten til Ukraine. Tværtimod understreger det kun, at vi i Danmark og Europa hurtigst muligt skal gøres os helt uafhængige af russisk gas,” skriver Mette Frederiksen på Instagram.

Mere fra EnergiWatch

Ukrainsk energiselskab ramt af cyberangreb

Russiske hackere har angiveligt udført et cyberangreb mod Ukraines største privatejede energiselskab DTEK Group. Målet har været destabilisering, lyder det fra det ukrainske selskab.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs