Debat: Nu kan du fylde bilen med energi hjemme i carporten

Lad os nu slå det helt fast: Det er i dag muligt at lade ved alle ladestandere i det offentlige rum uanset operatør, ligesom vi kender det fra f.eks. mobiltelefoni, skriver Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
Foto: PRdanskelbilalliance
Foto: PRdanskelbilalliance
AF LÆRKE FLADER, BRANCHECHEF, DANSK ELBIL ALLIANCE

Salget af elbiler slog rekord i juni måned, antallet af tilgængelige modeller stiger, og forbrugerne har i den grad taget de grønne biler til sig. Det er alt sammen positivt for forbrugerne, klimaet og for samfundet. Men det stiller naturligvis krav til infrastrukturen.

Vi skal have byttet benzintankstationerne ud med ladestationer og vænne os til, at der er langt flere valgmuligheder, når det kommer til opladning. Du få kan "brændstof" på din bil hjemme ved husstanden, mens du sover. Du kan lade op på arbejdspladsen, ved indkøbscentre, på farten gennem Danmark og Europa mm. Det er en ny og mere fleksibel form, og derfor konkurreres der om at finde gode løsninger i form af abonnementer til forbrugerne, som samler alle valgmulighederne i én brik.

Den nye "verden" gør det langt lettere for os forbrugere, men udsættes hurtigt for kritik – kritik der handler om den del af opladningen, som finder sted udenfor hjemmet, hvilket for de fleste forbrugere svarer til 5-10 pct. af ens årlige "brændstofforbrug", altså en forholdsvis begrænset del.

Kritikken kommer bl.a. fra FDEL – foreningen af danske elbilister, som mener, at prisen for at bruge ladestandere (i det offentlige) uden abonnement er for høj. Ja, hvis man har et meget højt kørselsforbrug, og al opladning sker på offentlige ladestandere. Så er prisforskellen stor. Men så vil man som forbruger vælge et abonnement.

Lad os nu slå det  helt fast: Det er i dag muligt at lade ved alle ladestandere i det offentlige rum – det der også kaldes roaming - uanset operatør, ligesom vi kender det fra f.eks. mobiltelefoni, hvor man går på et andet netværk end ens eget. Det er et krav fra EU, at alle kunder skal have mulighed for at bruge alle ladestandere uanset operatør.

Med to ladebrikker eller et kreditkort kan man lade op ved alle standere i hele Europa. Priserne varierer om det er ad hoc ladning eller abonnementsladning. Sådan er det også, hvis man f.eks. køber en avis i løssalg i en kiosk. Prisen på avisen er her højere, end hvis man har abonnement - det er netop fordelen ved at have et abonnement. Vi kender således fordele og ekstra service fra abonnementer på alt muligt andet, lige fra måltidskasser og fitnessmedlemskaber til streamingtjenester og mobiltelefoni. Forskellen mellem prisen for ad hoc ladning og abonnentsladning vil blive lavere i takt med at markedet udvikler sig.

Vi har i dag per elbil et af verdens bedste ladenetværk. Men fordi elbilerne nu kommer med rivende hast, har vi allerede nu brug for meget mere. Flere standere i det offentlige og semioffentlige rum langs kantstenen, ved store arbejdspladser, indkøbscentre osv. skal gøre det lettere at være elbilist, fordi man kan lade op der, hvor man naturligt parkerer bilen.

Løsningen lige nu er langt flere ladestandere i det offentlige rum opsat ved en kombination af private og offentlige investeringer. Dansk Elbil Alliance har tidligere påvist, at der skal opsættes i gennemsnit 250 nye ladestandere om dagen indtil 2030 for at kunne servicere de mange nye elbiler, som det kræver at indfri 70 pct.-målsætningen. Langt flere ladestandere vil gøre det mere attraktivt at købe en elbil og undgå flaskehalsproblemer ved opladning.

Der er fra politisk hold afsat midler til at opsætte flere ladestandere. Med disse offentlige udbud stilles der krav om rimelige priser for ad-hoc opladning. Det er godt, og det skal sikre mest mulig konkurrence og rimelige priser til gavn for forbrugerne. Det er bare at komme i gang.

Vi har et godt system i Danmark, og det er på europæisk plan muligt at køre i sin elbil hvorhen man ønsker og tanke strøm undervejs uden bekymring for landegrænser og forskellige systemer. Jo flere elbiler, der kommer på vejene, jo flere ladestandere skal der op, og det vil reducere priserne – også for kunder uden abonnement. Ad den vej opnår vi verdens bedste ladenetværk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også