EnergiWatch

Eksperimentelt energitårn løftes af 110 mio. dollar-investering

Energy Vaults energitårn er seneste skud på stammen, når det gælder energiopbevaring målrettet sol og vind. Tårnet bygger på veldokumenterede principper fra vandkraft og kan ifølge firmaet bygges overalt.

Foto: PR / Business Wire

Selvbyggende Lego-klodser. Et autogeneret Barad-dûr, Saurons tårn i Ringenes Herre.

Et veritabelt "Tower of Power".

Energy Vaults tårn til energiopbevaring, hvor en automatiseret kran hæver og sænker komposit-blokke på 35 ton, sætter gang i fantasien og investeringslysten, åbenbart.

Det schweiziske firma bag, der først blev præsenteret sidste vinter på Nordamerikas konference for energiopbevaring, har i hvert fald sikret sig en kapitalindsprøjtning på 110 mio. amerikanske dollars (740 mio. kroner) fra det japanske telekommunikationsfirma, SoftBank.

Præsentationen af energitårnet har ført til spot og spe fra skeptikere, der ser tårnet, som ville knejse over vindmøller, som fantasters luftkastel.

"1. april er flere måneder siden," er den øverste kommentar eksempelvis på Energy Vaults præsentationsvideo.

Bygger videre på vandkraft

Energitårnet er dog ingenlunde en spøg.

For som partner i SoftBanks investerings enhed, Akshay Naheta, siger, så er tårnet muligvis revolutionerende, men idéen bag er på ingen måde ny.

"Firmaets integrering af velprøvet teknologi med det 21. århundredes materialer og machine vision software resulterer i en løsning, der omformer økonomien i vedvarende energi samtidig med, at miljøet bliver skånet," siger hun i en pressemeddelelse, hvor hun ligeledes siger, at energitårnet er løsningen på, hvordan man kan energiopbevare vedvarende energi i storskala.

Den gennemprøvede teknologi, som SoftBank henviser til, er kinetisk energi i form af pumpedrevet vandkraft, hvor vand opbevares i en sø eller reservoir, som oftest eleveret, for derefter at kunne blive pumpet ud og drive turbiner nedenfor.

Energy Vaults primære argument for deres energitårn er, at konstruktionen nok bygger på kinetisk energi og tyngdekraft, men at det i modsætning til den pumpedrevne vandkraft kan bygges overalt og desuden ikke har nogen negativ indvirkning på miljøet. Skabelsen af de store reservoirs til opbevaring af vand betyder nemlig ofte, at store områder bliver oversvømmet.

Energy Vault oplyser, at de vil demonstrere det første 35 MWh energitårn i det nordlige Italien i løbet af 2019.

Japanere installerer gigantbatteri til vindenergi i UK

Batterileverandør lander investering fra Shell

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere