EnergiWatch

Svinende palmeolie bruges i rekordstor stil til diesel

Selv om biodiesel lavet af palmeolie udleder omkring tre gange så meget CO2 som fossil diesel, bruges det mere.

Foto: Mads Nissen

Andelen af palmeolie, der bruges til at fremstille biodiesel, satte i 2018 rekord i EU, skriver Ingeniøren på baggrund af tal fra miljøorganisationen Transport and Environment.

Det sker, på trods af at den vegetabilske olie udleder tre gange så meget CO2, som traditionel fossil diesel.

53 procent af den importerede palmeolie til EU blev således sidste år brugt til at fremstille biodiesel til brug i biler og lastvogne.

At mere og mere palmeolie bruges til biodiesel er "dybt bekymrende", mener Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Københavns Universitets Sustainability Science Centre.

"Palmeolie baserer sig på biomasse, og biomasse er en begrænset ressource. Brugen af det kan ikke andet end at gå ud over biodiversiteten."

"Samtidigt har vi behov for naturlig skov som kulstoflagre, så al den forøgelse, vi laver af palmeolie til vores eget forbrug, går ud over klimaet," siger hun til Ingeniøren.

I en rapport finansieret af EU-Kommissionen fra 2015 fandt forskere, at palmeolie som brændstof udledte 231 gram CO2 per megajoule. Det er dermed den klart mest miljøbelastende biobrændsel.

Til sammenligning har det danske Klimaråd udregnet, at diesel produceret af råolie cirka udleder 85 gram CO2 pr megajoule.

Kun omkring en tredjedel af den importerede palmeolie blev brugt til at producere blandt andet madvarer, kosmetik og dyrefoder.

Palmeoliens høje CO2-udledning skyldes hovedsageligt, at der som konsekvens af dyrkningen af palmerne ryddes skov, moser og områder med tørv, der ellers lagrer en stor mængde drivhusgasser.

Ved rydningen frigives store mængder lagrede drivhusgasser til atmosfæren.

Mængden af biobrændsel brugt i transportsektoren har været stigende i Europa siden år 2009.

For ti år siden pålagde et EU-direktiv nemlig medlemslandene at sikre, at mindst ti procent af deres brændstof til transport kom fra fornybare ressourcer i 2020.

I sommeren sidste år vedtog EU dog et nyt direktiv. Det diskvalificerer palmeolie som et bæredygtigt brændstof, og dermed kan det ikke indgå i landenes opfyldelse af krav om fornybare ressourcer i deres brændstof.

Ifølge det nye direktiv, skal palmeolie gradvist udfases som biobrændsel fra 2023 og frem til 2030.

Mere end 4 millioner ton palmeolie blev i 2018 brugt til at fremstille biodiesel.

Transporten udledte mindre i fjor – men det er "slet ikke nok"

Ny rapport: Biobrændstoffer øger prisen på fødevarer

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere