EnergiWatch

Tesla skal producere biler og bilbatterier i Kina

Den amerikanske bilproducent skal bygge sin første batterifabrik i Shanghai.

Foto: Tesla/PR

Tesla har indgået en aftale med de kinesiske myndigheder om at etablere en fabrik til elbilproduktion og bilbatterier i Shanghai.

"Vi er meget begejstrede over at skulle bygge den første batterifabrik, en gigafabrik, uden for USA i Kina, nærmere betegnet i Shanghai," siger Teslas globale salgschef, Robin Ren.

Han redegjorde for planerne under bilproducentens årlige generalforsamlingen tirsdag.

En gigafabrik producerer både biler og batterier.

Robin Ren siger, at samtaler med de kinesiske myndigheder er gået virkelig godt.

Teslas grundlægger, entreprenøren Elon Musk, som også står bag virksomheden SpaceX, understreger behovet for at have batterifabrikker på forskellige kontinenter for at få nedbragt priserne på bilerne.

Tesla håber også at kunne finde et egnet sted for en gigafabrik i Europa inden årets udgang. Det er selskabets mål at få godt ti af disse fabrikker forskellige steder i verden, hvor der både skal produceres bilbatterier og biler.

Elbilproducentens nuværende produktion finder kun sted i USA, hvor selskabet producerer batterier i delstaten Nevada, mens bilerne samles i Californien.

Tesla er ifølge Musk blevet reorganiseret for at accelerere produktionen af Model 3 biler, som har central betydning for firmaets indtjening.

Det kinesiske marked har afgørende betydning for Tesla på et tidspunkt, hvor kineserne planlægger at ophæve ejerskabsbegrænsninger for udenlandske bilproducenter.

Mere fra EnergiWatch

Olie Gas Danmark skifter navn og identitet

For bedre at kunne omfavne en anderledes fremtid i Nordsøen, gennemfører brancheorganisation en rebranding i forbindelse med sin årlige konference, som afholdes onsdag.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs