EnergiWatch

Nyt elselskab har investor-millioner i ryggen til opkøb

Med en nylig udrulning af el på produktsiden er norske Hudya ved at etablere sig i Danmark med foreløbigt to ansatte, men i 2018 kommer der flere ansatte og det blandt andet igennem mulige opkøb, fortæller dansk produktchef til EnergiWatch.

Det norske selskab Hudya blev stiftet i Norge i august sidste år. På billedet ses Pål Lauvrak, Niclas Öst, Børge Leknes, Carsten Müller, Morten Kvam og Greger Teigre Wedel. Foto: PR-foto: Hudya

Det er ikke meget mere end et år siden, at selskabet Hudya blev grundlagt i Norge og sidenhen etableret i Sverige og Danmark, men alligevel er der store planer om, at selskabet allerede i løbet af 2018 skal vokse betydeligt.

Uanset hvad vil der komme markant flere ansatte i Danmark.

Lars Zillo Tidemann, produktchef, Hudya i Danmark
I Danmark blev selskabets el-produkt aktiveret for nylig, mens det er forventningen, at flere produkter skal kobles på i løbet af det næste halve år.

Indtil videre tegnes den danske afdeling af to ansatte i form af adm. direktør Carsten Müller, der tiltrådte i foråret, samt Lars Zillo Tidemann, der i en måned har været dansk produktchef.

"Nu arbejder vi på at få bygget en operation op. Der skal være flere ansættelser i 2018, men det er svært at sige, hvor mange, der kommer til. Vi kigger efter mulige opkøb, hvis der er nogle gode muligheder derude, og ellers bygger vi vores operation op selv," siger Lars Zillo Tidemann til EnergiWatch og fortsætter:

"Uanset hvad vil der komme markant flere ansatte i Danmark."

Dansk fodfæste

Pengene til mulige opkøb kommer ifølge Lars Zillo Tidemann fra flere investorgrupper, hvor det norske Pioneer Capital har givet en indsprøjtning. Yderligere er selskabet ifølge EnergiWatchs oplysninger ved at rejse et større, tocifret millionbeløb, uden at Lars Zillo Tidemann dog ønsker at specificere beløbets størrelse.

Vi vil gerne væk fra, at man har en lav kilowatttime og så nogle abonnementer ved siden af.

Lars Zillo Tidemann
Mens selskabets el-tjeneste er blevet introduceret til det danske marked, forventes det, at forsikring og mobiltelefoni bliver lanceret i løbet af første halvår af 2018. Siden er det planen, at blandt andet bank- og alarmtjenester skal være en del af produkterne.

"Vores mål er at komme godt i gang med 2018 og få skabt en kundebase på de her tre produktområder, som vi lancerer og få et fodfæste, og det vigtigste er, at folk ser ideen med det," siger Lars Zillo Tidemann, der ikke vil oplyse hvor mange kunder, Hudya har i dag og heller ikke, hvad målet er for 2018.

Hudya køber el til spotpris fra Elbørsen, mens der skal findes samarbejdspartnere til de andre produkter. Igennem en digital platform vil selskabet give overblik over de hverdagsservices, der tilbydes.

"Vi vil gerne væk fra, at man har en lav kilowatttime og så nogle abonnementer ved siden af. Vi vil gerne have en prissætning, som er lige ud af landevejen for alle vores produktområder, og vi siger direkte til kunden, hvad vi tjener på dem," siger Lars Zillo Tidemann.

Hudya blev stiftet i Norge i august sidste år af blandt andre Børge Leknes, Greger Teigre Wedel og Morten Kvam. De udgør bestyrelsen i det danske anpartsselskab, hvor førstnævnte er formand.

Britisk kapitalfond lun på Nature Energy

Hurtigere bredbånd venter tusindvis af hjem især på landet

Bank: Ørsted-opjustering handler om timing af frasalg

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere