Avis: Britisk atomanlæg hacket af grupper med russisk forbindelse

Sikkerhedsbrist på atomanlægget Sellafield blev ifølge avis opdaget i 2015, men kan gå længere tilbage.
Atomanlægget Sellafield. | Foto: David Moir/Reuters/Ritzau Scanpix
Atomanlægget Sellafield. | Foto: David Moir/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Hackergrupper med forbindelse til Kina og Rusland er brudt ind i det store britiske atomanlæg Sellafields it-systemer.

Det skriver avisen The Guardian mandag på baggrund af en undersøgelse, som avisen har foretaget.

Sikkerhedsbristet har skabt frygt for, at nogle af de mest følsomme dele af arbejdet på Sellafield er blevet blotlagt. Det gælder blandt andet flytningen af atomaffald og overvågningen af mulige læk.

Mediet hævder, at højtstående ansatte har forsøgt at dække over sikkerhedsbristet, som først blev opdaget i 2015.

Meldingen om cyberangrebet er ikke officielt bekræftet.

Det uafhængige britiske atomtilsyn Office for Nuclear Regulation erkender dog, at Sellafield ikke lever op til landets cybersikkerhedsstandarder.

”Visse specifikke sager er genstand for fortsatte undersøgelser, så vi er aktuelt ikke i stand til at udtale os yderligere,” siger en talsperson til The Guardian.

Ifølge The Guardian vides det ikke, om sikkerhedsbristet går længere tilbage end 2015.

Men det var her, at eksperter angiveligt først opdagede, at der var såkaldt sleeper malware i computernetværkene. Sleeper malware kan både bruges til spionage eller et angreb på systemer.

Det står endnu ikke klart, om det er lykkedes helt at få fjernet den skadelige software, skriver The Guardian.

Sellafield er et anlæg til oparbejdning af brugt kernebrændsel fra britiske og udenlandske reaktorer. Der ligger årtiers affald efter våbenprogrammer og kernekraftproduktion.

Anlægget ligger cirka 100 kilometer nord for Liverpool. Det har verdens største plutoniumlager.

Guardians undersøgelse er en del af projektet Nuclear Leaks, hvor avisen har sat fokus på cybersikkerhed, arbejdsmiljø og radioaktiv forurening ved Sellafield.

Det er ikke første gang, at der sættes fokus på anlæggets sikkerhed.

I 2016 bragte BBC for eksempel en dokumentar om problemer på Sellafield. Her blev det hævdet, at der var for få ansatte på atomanlægget og problemer med overholdelse af sikkerhedsprocedurer.

Og historisk har der også været fokus på anlæggets sikkerhed og forurening fra det.

I 1957 var der en brand på Windscale-anlægget, som er Sellafields tidligere navn, og i 1970’erne der udledning af radioaktivt materiale til havet fra anlægget.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også