Vindblæst torsdag satte rekord for produktion af grøn energi

Torsdag slog produktionen af strøm fra vind og sol i Danmark på en enkelt dag rekord.
Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
AF RITZAU

Aldrig er der produceret så meget strøm fra vind og sol på en enkelt dag i Danmark, som der blev torsdag.

Det siger Kristian Rune Poulsen, som er chefkonsulent i Green Power Denmark til Ritzau.

Rekorden lyder på hele 145.479 megawatt-timer, og det var vindmøllerne rundt omkring i det ganske land, der leverede 144.630 af dem. Den resterende mængde energi kommer fra solceller.

”På sådan en dag som i går, så svarer produktionen af grøn energi til omkring 20 procent mere end elforbruget i løbet af dagen,” siger Kristian Rune Poulsen.

Den strøm, vi ikke kan forbruge i Danmark, sender vi til vores nabolande. I går var det Norge og Tyskland, andre dage kan det også være Sverige eller Holland.

Grunden til, at det lige blev en efterårsdag i slutnovember, der satte rekorden, er selvfølgelig blæsevejret.

”Det blæste fra midnat til midnat på et rigtig højt niveau hele dagen. Det skete på en hverdag, hvor forbruget er højere end i weekenden, så vi havde brug for alt strømmen i Danmark, men også i vores nabolande,” siger Kristian Rune Poulsen.

Forbruget skal nemlig være relativt højt, for at vi kan ”komme af” med den grønne energi fra sådan en rekorddag.

Hvis forbruget ikke er højt, så risikerer strømmen at gå til spilde. I Danmark har vi nemlig ikke mulighed for at lagre den grønne energi.

”Vi har ikke som sådan strømlagre i Danmark. Måden vi typisk kommer af med strømmen er, at meget af den bliver sendt til Norge, som kan lagre den,” siger han.

Han peger på, at vi kommer til at se de her rekorder for grøn energi jævnligt fremover.

Men det kræver, at der bliver bygget mere vind og sol, og at vi finder en løsning på at kunne lagre strømmen.

”I fremtiden bliver vi nødt til at kunne gemme den grønne energi i Danmark. For eksempel i batterier, men også ved at lave energien til grønne brændsler, som vi kan gemme,” siger Kristian Rune Poulsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også