EnergiWatch

Ørsted og Maersk købte klimaaflad fra omstridte kinesiske gasprojekter

92 danske selskaber har været med til at finansiere gasprojekter i Kina og Indien, skriver Politiken.

Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Maersk Oil, Aalborg Portland og Ørsted har været med til at finansiere stærkt kontroversielle gasprojekter i Kina og Indien med et trecifret millionbeløb.

Pengene skulle bruges på at forhindre udslip af klimaskadelige drivhusgasser, men kun en brøkdel af investeringerne er rent faktisk gået til klimaet, skriver Politiken søndag.

Resten er røget i lommen på kinesiske og indiske fabriksejere, deres konsulenter og de to statskasser. Det vurderer EU-Kommissionen og flere internationale eksperter.

Politikens kortlægning af brugen af klimakompensation under FN’s Koyoto-aftale viser, at 92 danske selskaber frem til 2013 støttede projekter i Kina og Indien, som gik ud på at forhindre udslip af den ekstremt klimaskadelige drivhusgas HFC-23. Til gengæld modtog selskaberne 3,2 mio. klimakreditter, som tillod dem at undlade at reducere deres egen udledning med det tilsvarende antal tons CO2.

Den danske stat havde ellers allerede i maj 2008 indstillet sine køb af HFC-23-kreditter grundet stor usikkerhed om klimaeffekten, og i 2011 vedtog EU-Kommissionen helt at forbyde handlen med kreditterne i hele EU.

"Det var blevet en pengemaskine for kineserne, og der var ingen miljømæssig integritet i det," siger Connie Hedegaard (K), til Politiken.

Som klimaminister var hun med til at bremse Danmarks støtte til projekterne, og som klimakommissær i EU stod hun bag forbuddet mod projekterne for hele EU.

Problemet ved HFC-23-projekterne var, at det var ekstremt billigt at destruere HFC-23, og at indtægterne ved at gøre det var uforholdsmæssigt store. Ifølge EU-Kommissionen kunne de kinesiske og indiske virksomheder "tjene mellem 30 og 80 gange investeringsbeløbet i løbet af projektets levetid" ved at sælge klimakreditter.

Ifølge den kinesiske ambassade har landets gasprojekter kun bidraget positivt til den globale CO2-reduktion.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken.)

Luften er tyk af sort energi

USA's energiminister advarer mod kinesisk opkøb

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere