EnergiWatch

Siemens drosler ned i Esbjerg Havn

Vindmølleproducenten har fået nye produktionsfaciliteter flere steder i Europa, og det er en af årsagerne til, at Siemens tilbageleverer store arealer på Esbjerg Havn. Selskabet understreger, at nedtrapningen skyldes et "midlertidigt udsving" i havvindmøllemarkedet.

Der er blevet bedre plads på industrihavnen i Esbjerg, hvor en række danske vindmølleproducenter holder til. Den tidligere meget høje aktivitet for offshore vindmølleprojekter i Nordsøen er nemlig løjet af for mindst et af de store selskaber, som holder til på og udskiber vindmøllekomponenterne fra havnen, og det får nu Siemens Gamesa til at tilbagelevere arealer på op til 200.000 kvadratmeter.

Det skriver Søfart.dk.

Som en af årsagerne til den formindskede aktivitet nævner artiklen, at det tidligere Siemens har kastet store summer efter produktionsfaciliteter i Cuxhaven i Nordtyskland og i Hull i England. Det førstnævnte anlæg har Siemens Gaesa tidligere retfærdiggjort investeringerne i ved at henvise til besparelser på transportomkostningerne samt en øget fleksibilitet. Da Siemens Gamesa tidligere på året kunne offentliggøre den store orde fra Dong Energy på de hollandske offshoreprojekter Borssele 1 og 2 var det også med en besked om, at de 94 8MW-møller skal produceres på fabrikantens anlæg i Hull og Cuxhaven. Det tyske anlæg blev annonceret til en pris på 200 mio. euro (1,5 mia. kr.) og kan beskæftige 1.000 mennesker. Ved investeringsbeslutningen fremhævede man projektet som "Siemens væsentligste byggeri i Tyskland nyere tid." Søfart.dk citerer også havnedirektør Ole Ingrisch for, at Esbjerg Havns markedsandel på området sandsynligvis vil falde, når havvindmølleparkerne i fremtiden skal opstilles længere og længere ude til havs og på dybere vand.

Selvom væksten i det nordtyske altså tilsyneladende sker på delvis bekostning af Esbjerg Havn, så ønsker Siemens Gamesa dog at understrege, at der ikke er tale om en permanent situation for de danske anlæg og arbejdspladser. I en mail til Søfart.dk forklarer man, at situationen er en del af de naturlige udsving i markedet.

"Vi betragter det som et midlertidigt udsving. Det vil jo uundgåeligt være sådan, at vores opgaver i Esbjerg varierer i omfang. Lige nu er vi inde i en periode med knap så meget aktivitet, men vi forventer at køre aktivitetsniveauet op igen i slutningen af 2018,"citerer mediet Siemens Gamesa.

Selskabet har været ramt af en række fyringer den senere tid. Dels har 446 medarbejdere på fabrikken i Aalborg måttet modtage en fyreseddel, og tidligere på året kom selskabet med annonceringen, om at man ville lukke sin fabrik i Egesvang ved Silkeborg, en arbejdsplads for 430.

Søfart.dk bemærker dog, at MHI Vestas inden længe åbner sin nye fabrik i Østhavnen på 5.600 kvadratmeter til efteråret.

Amerikanere vil efterligne Esbjerg - bare større

Dong giver Siemens ordre på 752MW

Siemens Wind får endelig ordre på kæmpe tysk havmøllepark

Danske Siemens Gamesa ramt af omfattende strejke

Nordjysk stålkomet henter Siemens-topchef

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs